Lyst og bæven: Public Speaking i Gambia

Læreren demonstrerer, at rytmiske taler faktisk kan danses.

Af Lars Møller

Det er med en vis bæven, jeg nærmer mig Medieakademiet. Det er første gang, jeg skal holde kursus for gambiske NGO-aktivister i at tage ordet – eller public speaking, som det hedder her. 

Jeg kender dem ikke, men deltagerlisten viser, at de kommer fra 12 meget aktive og spændende foreninger: 

  • Fagforeningen Gambia Teachers Union er med, kvindeorganisationen Women’s Association for Victims’ Empowerment (WAVE) er med, og det samme er ungeforeningen Global Youth Innovation Network.
  • Andre er menneskerettigheds-organisationer som African Centre for Democracy and Human Rights og Beakanyang (der betyder lige muligheder på Mandinka) eller TANGO, der er paraplyorganisationen for alle NGO’er. 

Og det er bare halvdelen af dem.

De er alle sammen vant til at taget ordet – på afrikansk. Kan jeg overhovedet lære dem noget, eller rammer det forbi, alt det jeg har forberedt hjemmefra?

Omvej til målet
Jeg tog en lille omvej for at samle tankerne, en tur på 2-3 kilometer, fra hotellet på stranden, op langs kystvejen, Atlantic Coast Road. Her er smukt og roligt, i modsætning til den normale vej op forbi trafic light, hvor der hver morgen er trafikpropper. 

Her på kystvejen er der næsten ingen trafik. Jeg går forbi vandtårnet og den fattige compound, hvor landets første præsident boede, forbi den engelske ambassade længere oppe ad vejen, den kinesiske ambassade, og så det dyre, men sjove hotel N’garla Lodge.

”Her vil jeg taget holdet med hen”, tænker jeg. ”De har garanteret aldrig været her og oplevet den skønhed indenfor, som kun er de rigeste forundt – med haverne, de sjove figurer og udsigten fra The Red Cliffs og Bakau”. 

Jeg fortsætter rundt langs det enorme parklignende område, som briterne beholdt, da de gav Gambia deres uafhængighed. Jeg tager dem med på den her gåtur en dag, vi laver en ekskursion på gå-ben, hvor de skal tale undervejs, beskrive hvad de ser, kommentere hvad de ser, og de skal ned på stranden og råbe i bølgerne.

Nok at se til
Kaosset begynder, da jeg nærmer mig Bakau New Town, med biler, der dytter, og minibusser, hvorfra teenagedrenge hænger ud ad døren og råber, hvor de er på vej hen. På den anden side af vejen ligger Medieakademiet inde på en normalt støvet grusvej, som nu i regntiden er forvandlet til en våd muddervej med store søer. 

Men ellers er alt som det plejer at være: Få nye byggerier praler med kakler på murene, andre byggerier er gået i stå, og på hvert gadehjørne sælger små bikse flutes med æg eller sardiner, vand og cash power, som er elforsyningens svar på taletidskort. 

Mekanikerens gadeværksted er fyldt med udrangerede biler, hvor ikke en eneste reservedel er tilbage, og lige her, hvor jeg kanter mig uden om en stor vandpyt, er et træ væltet over en gammel taxa, og et nyt træ er begyndt at gro op gennem bilen. 

Jo, her er masser at tale om, det skal nok blive et godt kursus, tænker jeg og når tørskoet hen til ”Media Academy for Journalism and Communication”, Medieakademiet.

Giv ordet til andre
Jeg er i god tid, når at hilse på både pedellen og rengøringsassistenten på vejen ind. Dem vil jeg spørge, om de vil stille op til en øvelse i klassen. 

For kurset skal ikke kun lære deltagerne at tage ordet, men også at give ordet til dem, det egentlig handler om, nemlig de fattige og de fåmælte, der sjældent har noget at skulle have sagt i den gambiske offentlighed. De skal lære at involvere modtagerne: medlemmerne, borgerne, målgruppen – så de får noget at skulle have sagt. Hele det overordnede MAJaC-projekt, som kurset er en del af, handler netop om at vende informationsstrømmen.

Så er vi i gang
Oppe klasseværelset er Adam Jobe kommet. Hun er en af mine gamle studerende fra det allerførste hold for 10 år siden, i dag arbejder hun for George Soros ” Open Society Platform – The Gambia”, hvor hun først og fremmest skal holde oplæg for parlamentsmedlemmer. 

En anden tidligt mødt kursist er Sarjo Jarju fra Global Youth Innovation Network, der fremmer iværksætteri blandt ungdommen. 

Snart kommer flere til, jeg hilser på hver enkelt, de kender ikke hinanden og finder hurtigt deres telefoner frem. 

Min bossman, direktøren for Medieakademiet, der også er fra det første hold studerende, Mr. Sang Mendy, kommer ind for at byde velkommen til holdet. Og så er vi i gang.

Det blev en god dag
Det blev et sjovt kursus. Vi startede med at opvarme stemmebåndene. I mangel af Halfdan Rasmussen læste vi vestafrikanske børnerim op, som alle kendte i forvejen – i kor. Fint nok, men lidt generte var de.

Det næste blev en præsentation. Alle fik til opgave at tegne en slags våbenskjold efter samme struktur: Personligt motto, erfaring, målgruppe og deres næste tale. Efter 20 minutter præsenterede de en efter en – kun 2-3 minutter, men nok til at alle fik oplevelsen af at lykkes med deres første tale til klassen. Enkelte var mere generte end andre, men alle var i gang.

Det næste handlede om at have noget på hjerte og gøre det personligt og autentisk – og om at ville noget med andre, lytterne, og hvordan det kan lykkes. Alt sammen øvelser og kortlægning af målgrupper og budskaber.

Og da fik de lektier til næste dag – blandt andet at finde en god tekst, de havde lyst til at læse op. ”For eksempel fra en børnebog, som I gerne læser for jeres egne eller andre børn”, sagde jeg.

Men Adam og Sarjo, de to eneste forældre på holdet, læser ikke op for deres børn. Det fik mig til at kaste mig ud i en anprisning af oplæsningens betydning for børnenes udvikling.

Det blev et godt kursus
Næste dag kom Adam og Sarjo med enslydende feedback: Børnene var vilde med at få læst op. Det vil de til at gøre i fremtiden.

Næste øvelse var så, at alle en ad gangen læste op af deres medbragte tekst. Det blev lidt famlende og stadig genert. Ny opgave: Læs op på én gang med hver jeres tekst, og så du overdøver de andre! Det lykkedes. En kakofoni af stemmer, helt skørt og hamrende sjovt. Nu turde alle give den gas. 

Nu var de klar til den næste opgave – at skrive og holde en elevatortale på 30 sek. Når de ikke kendte begrebet Elevator Pitch, var det ikke kun fordi, der ikke er elevatorer i Gambia, men også fordi det er en fremmedartet måde at møde hinanden på. Normalt går de første minutter med at spørge ind: How are you, how is the morning, how is the family …

Nu skulle de lære at komme til sagen med en Handshake pitch, hvor de på 30 sekunder skulle præsentere en idé for en anden på holdet og ende med at få en aftale om at snakke videre om ideen. Det virkede også.

Og sådan gik resten af ugens i alt seks dage. De fik aktiveret deres NGOs målgrupper, så de kommer ud med deres budskaber. Vi kom på ekskursion, hvor de trænede at tale om alt muligt uden tid til forberedelse. De fik lavet taler, som de præsenterede den sidste dag. 

En af talerne blev fanget på video. Det var den unge Hope MC Osoji fra Women’s Association for Victims’ Empowerment (WAVE). Hun talte om ikke at give op: Don’t give op! Lydkvaliteten er ikke i top, men det er Hope – hør hendes tale her: 

Tak til Ousman G. Darboe, der har filmet talen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.