Magasinet TIME udpeger hvert år hundrede personer med mest indflydelse, og i år er den gambianske aktivist er med på listen.
Af Marie-Louise Arnfast
Nyheder på mandinka, wolof, jola, fula og engelsk smælder ud fra det lille lydstudie hos lokalradioen i Gunjur, som vi besøger en steghed eftermiddag i januar 2023. Ubesværet skifter journalisten mellem indslag på flere sprog – adskilt fra hinanden af små stumper musik. I et land, hvor tæt på halvdelen af den voksne befolkning ikke kan læse og skrive, er lokalradioen en vigtig kanal for information og nyheder. Og i et sendeområde, hvor befolkningen tilhører fire forskellige etniske grupper med hvert deres sprog, når man kun lytterne ved at sende på alle sprogfrekvenser.
Det er svært at kapere, at i et land, som arealmæssig er mindre end Midtjylland, tales der 20 forskellige sprog plus engelsk. Det hænger sammen med Gambias historie som et område, der gennem mange århundreder har været beboet af forskellige etniske grupper – og stadig er det. En lille bog, som jeg fandt i boghandelen Timbuktu i Serrekunda, fortæller de største etniske gruppers historie: Ethnic Groups of the Senegambia Region af Patience Sonko-Godwin. Bogen gennemgår oprindelse, historie og særlige kulturelle træk hos de syv etniske grupper Mandinka, Wolof, Serer, Fula, Tukulor, Serahule og Jola.
Når man læser bogen, får man et billede af etniske grupper, der hver især har – eller har haft – særlige kompetencer inden for landbrug, fiskeri, håndværk og handel. Befolkningsgrupperne har før koloniseringen været samlet i hver deres større eller mindre kongedømmer med fastlagte arvefølgeregler. Alle syv grupper er i dag repræsenteret i en stor del af Vestafrika, og spredningen er et resultat af utallige migrationer gennem århundrederne. Udløst af enten jagten på bedre græsningsmuligheder for kvæg og mere frugtbar jord – eller krige.
For mens de etniske grupper i dag lever i fredelig sameksistens i Gambia, så har det langtfra altid været tilfældet. Tværtimod. Ofte har de været i krig med hinanden, har jaget hinanden på flugt eller har taget hinanden som slaver – en praksis, som fik en grusom drejning, da europæerne kom til. Hvor slaver oprindeligt blev indlemmet i den vindende parts husholdninger og ofte kunne opnå frihed på et tidspunkt, så blev afsætning af slaver til europæiske slaveopkøbere en lukrativ forretning i 1500-tallet og 400 år frem. Romanen Rødder og filmen Kunta Kinte har sit udgangspunkt i netop Gambia, hvorfra en stor del af udskibningen til den transatlantiske slavehandel foregik.
Trods indgåelse af blandede ægteskaber – ikke mindst i byerne – så har grupperne bibeholdt en stor grad af egen identitet, herunder forskellige sprog, som afviger en del fra hinanden. Mange taler flere sprog. Tijan, som hjælper GAMES-udsendte rundt i sin grønne taxa, taler mandinka og wolof, foruden engelsk.
Mange af vores partnere taler flere lokale sprog og bruger tit dem fremfor engelsk, som er det officielle sprog i Gambia og tales af alle med en uddannelse. Men hvordan finder man frem til et fælles lokalt sprog, når man møder hinanden første gang? Højde, kropsbygning, ansigtsform og hudfarve kan ofte sige noget om tilhørsforhold til en specifik etnisk gruppe. Foruden navnet. Derfra må man prøve sig frem.
Skriv et svar