Et gensyn med et land som jeg forlod for små otte år siden. Dog ligger det ikke længere tilbage, end at jeg kan genkalde alle minderne og stederne, så snart landets duft rammer mine næsebor.
Af Ditte Weber
August 2023
Lufthavnen spejler strukturen i landet, og efter vi har afleveret et gebyr for at rejse ind i landet til et uniformsklædt skrankepersonale, bliver jeg ledt videre, hvor jeg møder paskontrollen, som loader de forskellige informationer ind på computeren, som han skal bruge for at registrere min ankomst, udnytter jeg øjeblikket til at lukke øjnene.
I lufthavnen bliver vi mødt af vores chauffør, som tager os forbi den håndfuld taxachauffører, der står og fisker efter kunder ved udgangen af lufthavnen.
Banjuls lufthavn er lille, og da vi som nogle af de sidste forlader lufthavnen, lukker og slukker den, indtil næste fly ruller ind og melder sin ankomst.
På vej igennem morgentrafikken træder landet frem, som i min hukommelse. Små forretninger langs den asfalterede hovedvej, hvor alt fra gamle børnecykler til Europas aflagte køleskabe, bliver vasket og stillet frem til skue for potientielle nye købere.
I de små forretninger langs vejen står også sofaarrangemener af den slags, som ville være en stor udfordring at få op ad trappen til tredje sal på Nørrebro. Store polstrede stole i kunstlæder, med brede armlæn og bløde former.
Fra små hytter kan man se livet på stranden udfolde sig. Hår bliver vasket blandt kvinder, som prøver at tage den bedste selfie, mens mænd bruger stranden som en udvidet træningsscene.
De løber i det tunge sand.
Drenge, i et stort aldersspænd, spiller fodbold, inden vandet igen stiger op på stranden og visker deres mål væk igen.
Et yndet sted at tilbringe eftermiddage, dog med risikoen for at ens forældre finder ud af det ved at finde havets salte spor i tindingerne og på armene.
Lars holder ekstra øje med en ung gambiansk mand, som flyder rundt i vandet, men som heldigvis ikke har brug for hjælp. Dog fortæller han, at det ikke er usædvanligt, at folk drukner i det store hav, og familier venter på stranden på, at deres livløse kroppe bliver skyllet op på land.
Havet kræver sine ofre. Om det er her ved Gambia kyst eller i havet, som adskiller Afrika fra Europa. Europa er svaret. Den gyldne mulighed for at blive til noget. Men vejen dertil er farlig, og mange kender unge, som har prøvet.
En eftermiddag mødes jeg med en af mine gamle elever fra min tid i Gambia tilbage i 2015. Vi finder en stol, og jeg byder på en cola. Jeg må rykke tættere på for ikke at blive overdøvet af vandets brusen.
Han fortæller om sin egne overvejelser om vejen til Europa og om de af hans venner, som har prøvet.
Det overrasker mig, at han har gjort så konkrete tanker om selv at tage turen. Selvom han i mine øjne har en strålende karriere og fremtid for sig i landet.
I en verden hvor familier er store og måske rummer tre koner og 30 børn, så er der et stort pres på de unge om, at de skal gribe denne mulighed for at kunne forsørge familien. Hvis man bliver tilbage, så har man bukket under for frygten, og hvis man vender tilbage tomhændet, kun med sår på sjælen, så har man fejlet. I Gambia kan man ikke blive til noget.
Men måske er tiderne ved at skifte.
Jeg har mødt en lyst og en tro på fremtiden. Unge kvinder, som starter små forretningseventyr op, og Gambianere som kommer tilbage fra liv mere nord på.
