Optegnelser fra en projektmagers fødsel

Billede fra kursus hos CISU i Project Cycle Management.

Af Peter Halkjaer


Optegnelser er måske et stort ord. For det er mere fragmenter fra en uskøn blanding af workshops i isolation på flakkende forbindelser, labyrintiske mailtråde og obskure dokumentnavne – kort sagt, en beretning fra en studentermedhjælpers oplevelser som debutant i GAMES’ og medieakademiet MAJaCs fælles projektudvikling. 

Processen for en projektansøgning kan godt slå sprækker i udviklingsarbejdets idealiserede glansbillede. Men den weberianske affortryllelse slår hurtigt over i en genfortryllelse. For processen er også ufatteligt givende, lærerig og meningsfuld. Udspændt, som man er, mellem godhjertet begejstring og bristede forhåbninger. 

Ansøgningen tager sin begyndelse i et 10-siders langt projektforslag fra en partner i Gambia. Dokumentet belyser – med imponerende overskud – Gambias udfordringer med pressefrihed og civilsamfundsorganisationer uden kapacitet. Det balancerer sikkert og behændigt mellem analytisk tæft, indignation og lødig nøgternhed. Men aktivitetsforslagene bærer præg af at det ikke just skorter på problemer, og endnu mindre gode intentioner. Projektmagerens lod er åbenbart ganske ubarmhjertigt at måtte vælge mellem sine børn.   

Første workshop er på forhånd umulig at planlægge og ligeså at forudsige udbyttet af. Internetforbindelser og teknik på tværs af adskillige corona-tilpassede lokationer på 2 kontinenter skal falde i hak. Med dette logistiske set-up efterlades ens ansigt forkrampet af de finurlige ansigtsudtryk, man ubehjælpsomt laver, når hver eneste pointe – undertiden uhørligt – skal suges ind og nedfældes minutiøst igennem det timer-lange møde. Mødet bevæger sig hurtigt ud ad uforudsete tangenter. Det udfordrer mødets struktur, men virker på umærkelig vis ganske naturligt og nødvendigt.
Planen skitseres hurtigt herefter. Men den ambitiøse tidshorisont spøger; den pludselige fokusering af mål og midler sætter spørgsmålstegn ved om workshoppen endte i en salomonisk dom; og projektets omfang føjer sten til velmenende projektmageres i forvejen belastede byrder. Uklarhed er en gift for enhver projektmagers arbejdsproces. Vi har brug for tid og fælles fodfæste. 

Vi får sat et rådgivningsmøde op efter nogle opklarende samtaler, et væld af mail-tråde og et udkast, der mest minder om en collage skabt af adskillige kunstneres forædling. Mødet bliver dog udskudt med en uge. Ganske symptomatisk for processen næres man af en smule frustration på trods af rådgiverens ganske rimelige krav om at kunne forberede sig fyldestgørende. Talemåden: ”at smede mens jernet er varmt” bærer også en vis ængstelighed med sig. Man bæres frem af processens intensitet og deadline. Men mødet skaber tro på, at det kan lykkes. Alt der ikke afvises lever videre som håb. 

Vi skriver videre hver for sig og sammen, på kryds og tværs, i vedhæftede filer og kaotiske google-docs dokumenter. Et øjebliks uopmærksomhed og alting fortoner sig i dunkelhed. Sideløbende arbejdes der på budgettet og research-opgaver blandt partnerne i Gambia. Fragmenter skal smedes sammen til en helhed. Der opstår en pause, hvor tvivlen kommer snigende: Hvor er vi? Hvad er status? Hvordan kommer vi videre herfra? Er det overhovedet inden for skiven? Vi søger et ekstra rådgivningsmøde og forsøger at renskrive. Vi nærmer os afklaring og kulmination. Processen bevæger sig i cyklusser af gentagelser: udvikling, skrive, koordinere, rådgivning, tilretning, gennemlæsning. 

Projektansøgningen bliver endelig sendt afsted. En måned senere end oprindeligt tiltænkt. En lettelsens glæde. Men også en håbefuld glæde fuld af spænding. Kulminationen afslører sig som midlertidig. Vores skæbne er atter udleveret til prekær venten. Boris Pasternak skriver i romanen Doktor Zjivago: ”Takket være en eller anden ungdommelig, fejlorienteret form for egenkærlighed følte han sig såret af noget i tilværelsen, som andre ikke bliver fornærmet på”. Som projektmager kan man føle sig såret på tilsvarende manér. Man præges af et sentimentalt kærlighedsbånd til ens eget projekt. Et bånd der blindt forvisser én om de godgørende aktiviteter og det ærefulde formål. Forsmået fortvivles man over, hvorfor det dog er nødvendigt at gennemgå en undertiden besværlig proces, når nu projektet er så ædelt. En hurtig gennemlæsning af det første udkast tjener dog fint til perspektiv om det meningsfulde og lærerige i processen. Man må aldrig lukke sig om egen godhed. 

Vi har nu blot tilbage at krydse fingre og ønske god påske. 

HEAT-kursus i Gambia lykkedes

I juli afholdt Lars et sikkerhedskursus for journalister i Gambia. I juli var jeg i Gambia for at lave et såkaldt HEAT-kursus for journalister. Altså et kursus i Hostile eller Hazardous Environment Awareness Training. Et af de der kurser, hvor deltagerne bliver beskudt, angrebet, bortført, afhørt, taget til fange og forulykker på andre måder.

Read More

Psykologi motiverer frivillige

Lars har været på højskole med CISU. Her lærte han psykologiske redskaber til at skabe motivation og engagement hos frivillige. Læs om hans spændende erfaringer her!

Read More

På højskole med CISU

CISU inviterede sine medlemmer på højskoleweekend på Askov Højskole. Læs her, hvad Lars tog med sig af erfaringer om civilsamfundet, kolonialismen og “The White Gaze Problem”

Read More

Studieturen til Gambia er udsat

Den planlagte studietur til Gambia i december er desværre udsat på ubestemt tid, da Spies har aflyst alle afgange til Gambia frem til oktober 2023.  Vi vender snarest tilbage med en ny plan! Alle tilmeldte er kontaktet.

Read More

En ny bog fra Gambia på dansk? Ja, minsandten. Værd at læse? Absolut!

Det er langt fra hverdagskost, at der kommer en ny, dansk bog, hvor fortællingen udspiller sig i Gambia. Og når bogen, ”Lille Afrika”, så ovenikøbet er spændende læsning, så er det bare med at få fat i et eksemplar.  

Read More

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.