Barrows sejr ved præsidentvalget i december var ventet. Men det kom bag på de fleste, at han blev genvalgt med over 50 pct. af stemmerne. Det store spørgsmål er nu, om han vil bruge den solide opbakning til at befæste sin egen eller demokratiets position i Gambia.
Af Jesper Heldgaard
Hele otte statsoverhoveder var mødt op, da Adama Barrow officielt blev genindsat som præsident efter sin klare valgsejr den 4. december. Indsættelsesceremonien fandt sted den 19. januar på det nationale stadion foran en tusindtallig skare, og den markerede Gambia som en demokratisk solstrålehistorie i et Vestafrika, der inden for de seneste måneder har oplevet kup og kupforsøg i både Mali, Burkina Faso og Guinea.
Barrow lovede ved sin indsættelse at skaffe Gambia økonomisk vækst og arbejdspladser. Det er hårdt tiltrængt. Gambia lider hårdt under coronakrisen på flere måder. Den har sat et næsten fuldstændigt stop for den turisme, der er en af Gambias vigtigste indtægter og arbejdsplads for mange. Og så har den også betydet et dramatisk dyk i de beløb, gambiere i udlandet sender hjem, de såkaldte remitter.
Barrow er godt klar over, at mange gambiere er frustrerede over, at deres daglige levevilkår ikke er forbedret, snarere tværtimod, i hans første præsidentperiode. Gambia og gambierne er stadig fattige, og der mangler stadig medicin på hospitalerne. Det skal blive bedre, lovede Barrow.
Ny og mere demokratisk forfatning
Barrow lovede også, at den nye forfatning, der ikke blev vedtaget i hans første periode, nu skal gennemføres. Og at den kommer til at indeholde et loft over, hvor længe en præsident kan genvælges. Mere konkret vil han ikke sige det og holder således en dør på klem for selv at stille op til en 3. periode i 2026.
Et andet varmt spørgsmål er, hvordan Barrow vil følge op på anbefalingerne fra den Truth, Reconciliation, and Reparations Commission, der har brugt et par år til at kulegrave de overgreb, der skete under Barrows forgænger, Yahya Jammeh, i årene op til 2016.
Rapporten er på over 15.000 sider og blev afleveret til Barrow den 25. november, altså lige op til valget. Barrow har seks måneder, fra han modtog rapporten, til at reagere og skal altså senest 25. maj beslutte, om han vil følge dens anbefalinger, bl.a. om at retsforfølge Jammeh og udbetale erstatninger til ofrene for Jammeh-regimets overgreb.
Forvirring om ny regering
Det var ventet at Barrow – som det normalt sker – ville udpege sit nye ministerhold i forbindelse med sin indsættelse. Men det skete ikke. I stedet udsendte han en erklæring om, at den siddende regering fortsætter i en overgangsperiode som et forretningsministerium. Det begreb findes imidlertid ikke i forfatningen, og Barrow måtte gå ud med en rettelse og præcisere, at den siddende regering bliver i en overgangsperiode. Hvor længe den kommer til at vare, er der ikke nyt om.
Valg igen i april
I Gambia holdes valg til præsident og parlament – som i Gambia hedder nationalforsamlingen – forskudt. Den uafhængige Valgkommission har annonceret, at valget til Nationalforsamlingen skal finde sted den 9. april. Den 3. februar annoncerede den så, at kandidater kan nomineres i perioden 5.-13. marts.
Der knytter sig i år særlig stor spænding om valgets udfald. Det vil sende et signal om, hvor stor folkelig opbakning, Barrow egentlig har, og det bliver afgørende for hans politiske styrke. Barrows parti, the National People’s Party, blev dannet efter det seneste parlamentsvalg i 2017 og fik derfor slet ikke valgt nogen medlemmer ind.
I 2017 vandt det parti, Barrow dengang stillede op for, United Democratic Party, 31 af de 53 pladser, men UDP er nu det største oppositionsparti, og Barrows nye parti, NPP, skal for alvor have sin popularitet testet over for UDP og Gambias øvrige omkring 20 partier.
Valget til Nationalforsamlingen foregår efter det britiske valgsystem, flertalsvalg i enkeltmandskredse. Der er 53 kredse, og der skal vælges én i hver kreds. Valgt er den, der får fleste stemmer, og det uanset, om det er med over halvdelen af alle afgivne stemmer eller langt færre.
I nogle lande har det ført til, at alle – eller næsten alle – de valgte var fra samme parti. Noget lignende kan ske i Gambia, hvor Barrow var den præsidentkandidat, der i langt de største dele af landet trak flest stemmer. Det kan styrke Barrows position. Men ikke nødvendigvis demokrati og magtdeling.
Skriv et svar