“Der er ikke noget skønnere end at gå tur langs de gambiske strande og opleve gambierne holde fri i solnedgangen.”
Af Lars Møller
Jeg lovede for meget, da jeg sidst i november skrev i GAMES nyhedsbrev: ”Formanden sender nyt fra Sydfronten”.
For det skulle blive løgn.
I artiklen havde jeg optimistisk lovet at lave daglige beretninger fra valget i Gambia: ”Torsdag aften tager jeg til Gambia. Kufferten er pakket, så jeg kan tage af sted efter valgmødet på Café MellemFolk, overnatte i toget og flyve næste morgen. Mens medierne boltrer sig i nyheder fra Østfronten mod Belarus, tager jeg ned til Sydfronten, hvor Gambia topper listen over migranter på vej mod Danmark.”
Det gik slet ikke sådan.
Jeg fik nemlig Corona to dage efter, jeg landede. Coronaen havde jeg med hjemmefra, sikkert fordi min sambo og kæreste, Marianne, blev testet positiv i en kviktest samme dag, som jeg skulle afsted. Og det fik os både til at overveje at droppe både valgmødet og min rejse bagefter.
Nu er det sådan med kviktest, at der er 40 procents risiko for, at svaret er forkert, hvad enten det er positivt eller negativt – og Marianne afventede stadig svar på sin PCR-test.
Og Sundhedsstyrelsens udmelding var helt klar: Som nærrelation uden symptomer skulle jeg ikke isolere mig, men gå på arbejde, holde møder og rejse med bus, tog og fly til Gambia – forudsat jeg overholdt de gældende råd om afstand, mundbind og afspritning og om at blive testet 4 og 6 dage senere.
Så frem for at overtrumfe Sundhedsstyrelsens anbefalinger, så valgte vi, at jeg skulle afsted, også under indtryk af, at ingen afbestillingsforsikring ville dække rejsen for GAMES, hvis jeg blev hjemme. Så torsdag aften tog jeg af sted.
De troede ikke på Corona
Da jeg landede i Gambia fredag aften, var der besked om, at Mariannes PCR-test var positiv. Men jeg krydsede fingre, også lørdag aften, hvor jeg begyndte at være lidt sløj. Søndag fik jeg influenzasymptomer.
Ingen i Gambia troede på, at jeg kunne have Corona. Nogle troede slet ikke på, at det kunne ramme et varmt klima som Gambia. Andre var godt klar over, hvordan andre tropiske lande som Indien og Brasillien var hårdt ramt. Men gambierne var vaccinerede ligesom mig og helt overbeviste om, at dermed var vi sikre på at gå fri.
Tijan, min taxa-chauffør var også vaccineret, og som alle andre taxa-chauffører blev han testet hver 14. dag. Også han mente, at mine symptomer selvfølgelig ikke havde noget med Corona at gøre.
Symptomer eller ej, så skulle jeg efter de danske forskrifter testes på fjerdedagen. Og igen på sjettedagen. Så sidst på dagen tog jeg ud til testcenteret på stadion. Det var søndagslukket, men jeg fik at vide, jeg kunne blive testet inde på sundhedsministeriets Corona-center ved Kotu Power Station.
Da jeg nåede frem, var det ved at blive mørkt. Nogle soldater forklarede, at jeg kun kunne blive testet, hvis jeg havde forudbetalt et Corona-pas, og det kunne kun ske i bankens åbningtid.
Jeg forhandlede lidt frem og tilbage, men der var ikke noget at gøre – for det gjaldt alle rejsende. Jeg forklarede, at jeg ikke skulle rejse, men ville vide, om jeg var smittet. ”Aha, you want a status”, spurgte en civilist mellem soldaterne. Det var Abdoulie, der arbejdede på Coronacenteret. ”Yes”, svarede jeg. Og bingo: Så kunne jeg bare gå ind og spørge efter Modou Lamin Kinte.
Det var lettere sagt end gjort.
Bygningerne lå hen i mørke, og borset fra nogle murere, der støbte en rendesten i det nye Corona-center, var der ingen mennesker at se. Men noget virkede, og jeg fandt Mr. Kinte i et kontor, fik mit Covid19-nummer på et andet kontor, blev registreret på et tredje kontor og blev så ledsaget af en tester rundt om hjørnet på en tredje bygning, hvor man tog testen ude i det fri.
I alt det virak var jeg den eneste, der skulle testes.
Så slog coronaen til
Om mandagen var der besked: Jeg var positiv. Og symptomerne bekræftede det, jeg var smadret som under en influenza. Snart efter fik jeg hoste og kriller i bronkierne.
Beskeden fra det gambiske sundhedsministerium var blot, at jeg skulle isolere mig på mit hotel, og at jeg ville blive kontaktet af myndighederne. Det sidste skete aldrig, også selv om jeg ringede, så jeg indrettede min isolation på hotellet efter de danske forskrifter. Fik også kontakt med min rejseforsikring og en dansk læge, der bekræftede, at der ikke var andet at gøre end at isolere mig og vente på at blive rask.
Heldigvis består hotellet af en række småhuse med egen balkon og terasse foran, så der kunne jeg sidde og kikke ud på havet. Og heldigvis fulgtes jeg på rejsen med Ditte, en svømmetræner, der tog med for at udvikle et projekt for at lære gambierne at svømme. Ditte kunne købe ind for mig, min skrædderven Yankuba kom med bananer hver morgen, og min taxa-ven Tijan kørte ærinder.
Ditte og Tijan var de eneste, jeg havde været i nærkontakt med – og heldigvis var ingen af dem smittede. I flyet sad jeg ved siden af Ditte, og så var der lidt længere til de næste på den anden side af gangen og på sæderækkerne foran og bagved. Men vi havde mundbind på – og jeg orienterede Brussels Air. Mere var der ikke at gøre.
Isoleret på hotellet
Så sad jeg der på Hotel Leybato, hvor jeg er kommet i over 15 år. Der var ikke mange andre gæster, hverken på hotellet eller på stranden – Corona har virkelig sat turismen på pause. Når jeg skulle spise, gik jeg uden om de få folk, der var på området, så jeg kunne vinke til tjeneren for at afgive bestilling. Så helt isoleret var jeg ikke.
Og når der ikke var folk på stranden, tog jeg en eftermiddagsmiddagslur i solen – eller læste i hængekøjen uden for balkonen.
Det blev til mange bøger. Som her, hvor jeg læser en fantastisk bog om en russisk adelsmand, der idømt en livslang husarrest på Hotel Metropol i Moskvas centrum, der hvor jeg selv gik rundt i 1989, før murens fald, på tre ugers reportagerejse med Next Stop Sovjet. Han var isoleret i en for ham stadig mere fremmed verden – og her sad jeg isoleret på mit hotel, eller rettere, lige uden for mit værelse.
Men ellers kedede jeg mig bravt. Jeg kunne ikke mødes med mine partnere i Gambia Press Union og Media Academy for Journalism and Communication. Så jeg kunne ikke udrette alt det, jeg kom for. Og det var svært med telefon- og zoommøder, fordi telefonforbindelsen på Leybato ofte er dårligere end fra Danmark, og netforbindelsen forsvandt ofte, nogle gange i dagevis, ligesom strømmen gik igen og igen. Det er et uland, og det er et elendigt drevet hotel. Jeg opgav til sidst at holde møder.
Heldigvis kunne jeg analysere nogle data om sikkerheden på de gambiske mediearbejdspladser, som var indsamlet af de safety trainers, jeg skulle have undervist.
Det var interessant at stykke de mange svar fra de enkelte sammen til et helt billede af, hvordan det forholder sig med brand, med nødudgange (ikke bare i tilfælde af brand, men også i tilfælde af angreb), med risikovurdering af historier, interview, begivenheder med sikkerhedsprocedurer og beredskab, sikkerhedsudstyr, træning, sikker redigering og meget mere.
Men jeg blev hurtigt træt og udmattet, og jeg havde svært ved at koncentrere mig ret mange timer af gangen. Jeg fik Tijan til at købe et termometer til mig, og det viste sig, at jeg havde feber hver aften. Så nu var mit nye mål at blive symptom- og feberfri i 48 timer, så jeg efter danske forskrifter kunne betragtes som rask og genoptage mit arbejde. På valgdagen i Gambia den 4. december havde jeg været feberfri i to dage, så jeg vovede at gå ud og kikke på valget, med mundbind og afstand.
Stemmer med mamorkugler
Interessant var det. Jeg fik da også skrevet en enkelt opdatering på Facebook, om hvordan man i Gambia stemmer man ved at lægge en marmorkugle i valgurnen og den er nu med i en anden artikel i nyhedsbrevet.
Men det var også en ganske udmattende tur rundt i nabolaget. Jeg havde feber, da jeg kom tilbage til hotellet. Øv. Jeg havde lige håbet, jeg var kommet over det. Marianne var for længst blevet symptomfri, Emma var også, selv om vi blev syge samtidigt. Øv … nu var det efterhånden svært at holdet modet oppe.
Jeg troede ikke længere på, at jeg kunne rejse hjem den 9. december, som jeg havde billet til. I Gambia skal man have en negativ PCR-test for at flyve ud af landet. Så dagen efter ringede jeg igen til forsikringen for at høre, om ikke de kunne gøre noget. For det blev jo dyrt at have mig boende på hotel i ugevis, måske månedsvis, indtil jeg fik en negativ test.
Næh, sagde lægen, der var ikke noget at gøre ved de gambiske udrejsekrav. Men han mente, at jeg skulle udredes for, om jeg fejlede andet, der kunne give mig feber. Så de ville finde en klinik, der kunne undersøge mig. Et par dage efter fik jeg en sms med en adresse på Bafrow Medical Centre, en sundhedsklinik midt i Serrekunda, den største by i hovedstadsområdet.
På hospital med bongo-trommer
Klinikken ligger på Moaque Road, byens mest befærdede vej med et stort marked, en grusvej med huller og masser af skure til små forretninger. Der kørte Tijan mig ind, i mørkningen en onsdag aften. Det var som vanligt næsten umuligt at komme frem i den gambiske myldretid, men Tijan kender alle mulige genveje og omveje uden om trafikken.
Vi kom frem, og jeg gik ind og sagde mit navn og mit ærinde; at blive udredt for, om jeg fejlede andet end Corona. Jeg var allerede inde i systemet og blev sendt videre ind i venteværelset. Men mere styr på det havde de dog heller ikke. For da det fem minutter senere gik op for dem, at jeg havde Corona, blev jeg sendt udenfor igen.
Så sad jeg der, under et halvtag mellem gaden og klinikken og ventede på lægen. Uden for var det blevet mørkt, bilerne dyttede, sælgerne råbte, og fra et kontor over for lød glade stemmer og bongo-trommer. Det var varmt. Der var myg. Og så skete der endelig noget.
En sygeplejerske med en grøn coronakittel og handsker kom ud, spurgte om mit navn og gjorde klar til blodprøver. En læge kom til, og sygeplejersken hjalp ham med at få plastik-kitlen og handskerne på. Jeg fik taget blodprøve, blev kikket på og lyttet til. Lægen noterede på sin iPad. Og så blev jeg sendt videre til røngten inde i klinikken. Det fungerede bare.
Bagefter var det bare at vente udenfor igen, så ville lægen komme og forklare resultaterne. På den anden side af gaden var musikken taget til. Jeg fik at vide, at det var det lokale partikontor for præsidenten, der havde vundet valget. De fejrede nu for tredje dag i træk, at Adama Barrow havde fået næsten halvdelen af stemmerne, mens den nærmeste af de fem modkandidater kun havde fået 25 procent.
De smukkeste Corona-skyer
Ventetiden blev lang. Og der var mange myg. Jeg havde heldigvis stukket en kriminalroman i lommen, og jeg havde en malariapille i den anden lomme. Men bare tæer og ingen myggespray.
Endelig kom en ny læge med mit røngtenbillede på en iPad. ”Det er dine lunger”, forklarede han og pegede på de mørke felter i billedet. ”De lyse bånd er dine ribben. Og alt det der svæver inde bag ribbenene, det er Corona-virus. Du har helt klart en Corona-lungebetændelse.”
Det var et uvirkeligt billede, der i en let grøn farve lyste op i mørket. Coronaen svævede vitterligt rundt i lungerne. Min Corona.
”Men du er ved at blive rask. Du slår Coronaen. Du skal nok blive rask”, forsikrede lægen, der samtidig gav mig en masse piller: C-vitaminer, zink, smertestillende og to slags antibiotika (forebyggende). I Afrika forventes det af en læge, at han giver piller, også selv om der ikke er nogen kur, som i tilfældet med en mild Corona-lungebetændelse.
Corona-test bag om systemet
Da jeg fortalte lægen, at jeg havde billet hjem den næste aften, men jo ikke kunne komme af sted, så kikkede han på klokken og sagde:
”Det kan du godt nå. Du er ved at overvinde Coronaen, måske kan du få en negativ test. Tag derind og få en af de unge til at hjælpe dig med at lave betalingen online, så kan du have din test inden i morgen middag.”
Så fik vi travlt. Det var ved at være sent.
Tilbage på sundhedsministeriets testcenter ved Kotu Power Station kendte jeg nu kontorerne, mit Covid19-nummer og nogle af dem, der arbejdede derinde. Det gjorde det nemmere at slippe forbi soldaterne, og jeg fandt en ung mand, Mustapha, som jeg med doktorens ord kunne overtale til at hjælpe mig med at få betalt online for et Coronapas og få taget en test, selv om det ikke var noget, han havde prøvet før, for det fulgte jo ikke protkollen om forudbetalinger i banken.
Det blev noget rod. Nettet var nede i Coronacenteret, så han kunne ikke lave betalingen. Men det kunne han gøre, når han kom hjem, jeg skulle bare give ham pengene, og så tog han testen nu, og knyttede den til betalingen den næste morgen.
Jeg tøvede og foreslog forsigtigt andre modeller. Det var fristende mange penge, over 300 kr., eller 2500 Dalasi, lige så meget som han fik i løn for flere ugers arbejde, måske en månedsløn.
”Don’t you trust me”, spurgte Mustapha. “Så kan det også være lige meget”, fortsatte han. Så kunne jeg bare selv betale i banken næste morgen og så komme og få lavet testen.
Mustapha havde styr på det
Men det gik jo ikke. Jeg skulle have svaret i morgen, og derfor skulle testen i laboratoriet i dag, sammen med dagens andre prøver fra hovedstadsområdet. Jeg overlod ham pengene, vi udvekslede telefonnumre, og han tog PCR-testen i mit næsebor.
Godt det samme. Jeg var kun lige kommet tilbage til hotellet, da Mustapha ringede. Det kunne ikke lade sig gøre at betale online. Så vi skulle mødes med det samme, så jeg kunne få mine penge og selv betale i banken dagen efter. Så skulle jeg bare sende beviset på WhatsApp til ham og så kunne jeg få svaret kl. 12.00 som alle andre.
Vi aftalte at mødes oppe på tankstationen i lyskrydset – eller Traffic Light som stedet hedder, opkaldt efter byens eneste lyskurv. Tijan kørte mig der op. Jeg stod ud og kikkede efter Mustapha: Det var mørkt, alle mennesker var mørke – undtagen mig. Hvordan skulle jeg dog kunne finde ham i det mørke, endsige genkende ham på den afstand?
Men han fandt mig på 30 sekunder. Jeg fik mine penge, han repeterede vores aftale, og af sted var han. Det var mig, der prøvede at styre at få en Corona-test uden for proceduren, men det var ham, der havde styr på det.
Næste dag fik jeg svaret: Jeg var stadig positiv. Jeg kunne ikke rejse hjem. Øv.
Flyttede til et bedre hotel
Til gengæld kunne min medrejsende, Ditte Rosenkrantz-Theil, rejse hjem. I alt det her, havde hun været en trofast støtte. Men først og fremmest har hun været til møder og ude i landet for at undersøge gambiernes forhold tilsvømning: Hvorfor er der så mange, der drukner her på ”The Smiling Coast of Africa”?
Hele hendes tur kan du også læse mere om bl.a. på www.facebook.com/GambiaMediaSupport, som her hvor hun er sammen med Ebrima Sourou Buaro, der er OL-svømmer for Gambia, og som har lært at svømme af sin bror i fiskerlandsbyen Tanje.
For mig betød hendes afrejse muligheden for at opgradere til et bedre hotel, Bungalow Beach, det gamle Spies-hotel lidt længere nede af kysten. Til forskel fra Laybato kunne jeg her regne med at have både strøm, internet og stabil telefonforbindelse.
De tog vældig godt imod mig, og jeg fik en fløj af hotellet helt for mig selv, med balkon på første sal og havkig. Men ellers tog de ikke Coronaen særlig alvorligt, jeg var da velkommen til at indtage mine måltider i restauranten. Det takkede jeg nej til, og fik maden sendt op.
Men det var frustrende at være feberfri og symptomfri og alligevel skulle være isoleret. Jeg kunne ikke overbevise mine gambiske kollegaer om, at hvis vi havde været i Danmark, så var jeg dømt smittefri, nu mere end 10 dage med Corona og 48 timer uden symptomer. Gambierne ville se en negativ test, før de ville mødes.
Til gengæld opfordrede kollegaerne mig til at holde mig fit. Så nu gav jeg den gas med timelange gåture langs stranden. Jeg havde tidligere gået mindre ture efter de danske forskrifter, der tillader, at man går tur med hunden, når bare man holder afstand og bruger mundbind. Og det var let at holde alle mulige sælgere væk, enten ved at gå i vandkanten, eller sige: ”Please keep the distance, I am sick”.
Der er ikke noget skønnere end at gå tur langs de gambiske strande og opleve gambierne holde fri i solnedgangen.
Mange spiller fodbold, mange løber, også kvinder, seks unge kvinder øver korsang, mange mennesker i mange aldre dyrker strandfitness med alle mulige øvelser, både mænd og kvinder, en mand løber med et bildæk på slæb, to ældre kvinder laver indstuderet gymnastik, børn leger og bader i vandkanten, en bonde og hans søn trækker en ged ud i vandet for at bade den, og på en lille sandbrink sidder en ældre herre og bare nyder solnedgangen.
Og mig? Jeg gik rask af sted.
Klar til at holde jul i Gambia
”You walk like a pilot!” råbte en ældre herre med et stort smil, da jeg gik forbi ham på stranden. ”Are you a pilot,” fortsatte han.
Jeg smilede tilbage, og tog imod komplimenten. Det var ikke fordi han ville mig noget, andet end give mig den.
Næste aften kom jeg forbi ham igen. Om han kunne genkende mig, ved jeg ikke, men denne gang råbte han: ”You walk like a soldier. Like an officer!” – med det samme smil og et vink.
Det mindede mig om en kollega, der boede i New York, hvor hun morgen efter morgen, på sin cykel på vej gennem Harlem, blev mødt af de samme tilråb fra den samme ældre mand: ”You look like a million dollars!” Det løftede lige hendes morgen hver gang. Og så lidt skal der til at give. Og den gambiske ældre herre, han gav i de sekunder, jeg passerede ham.
Og jeg havde det jo glimrende. Jeg følte mig frisk, men kunne bare ikke blive testet negativ. Men jeg var efterhånden ved at give lidt op og indstille mig på at blive i Gambia julen over, måske længere tid. For alle vidste jo, at det kunne tage uger, måske et par måneder, før Corona-testen blev negativ.
Men så let gav jeg heller ikke op. Lynge fandt en hjemmeside i Udenrigsministeriet, som han foreslog at jeg skrev til. Aftenen forinden var jeg stoppet med den antibiotika, som lægerne havde sat mig på, bare så jeg uden tvivl helt sikkert kunne påkalde mig 48 timers feberfri uden brug af febernedsættende medicin.
En haj i det gambiske Coronasystem
Så næste aften var jeg klar til endnu en test, så jeg bedre kunne råbe Sundhedsministeriet, den danske konsul og forsikringsselskabet op. Nu var jeg efterhånden en haj til at tage op på Coronacenteret en søndag efter lukketid. Og jeg fik min test, denne gang uden nogen længere palaver om betaling.
Mandag formiddag pakkede jeg mine ting og tjekkede ud af hotellet. Jeg håbede selvfølgelig på en negativ test, så jeg kunne tage aftenflyet hjem. Det var plan B. Men jeg forventede en positiv, og plan A var at skifte til et af de flottere hoteller henne ad stranden.
Skulle jeg holde jul i Gambia på forsikringsselskabets regning, så var der ingen grund til at nøjes med Bungalow Beach, der havde svært ved at levere morgenmaden, og de kunne heller ikke tage imod Visakort, nu hvor mine kontanter var ved at være helt i bund.
Jeg tog op på Coronacenteret – og fik at vide, min test var negativ. Juhuu! Og jeg fik et certifikat med, uden beregning, måske fordi jeg betalte sidste gang, men uden at jeg fik et certifikat. Helt tosset var systemet heller ikke.
Det forandrede alle planer. Nu fik jeg travlt med at skaffe en billet hjem og med at aftale lynmøder med partnerne.
Set fra GAMES’ side var min tur en fiasko. Alt det jeg skulle have fikset i de foregående to uger, var kun blevet sværere at fikse i kraft af mit fravær. Det er en længere historie, som handler om, hvor svært det egentlig er, det vi laver. Men jeg fik aftalerne i hus og fik holdt et par møder, der skubbede i den rigtige retning.
Tijan kørte mig til lufthavnen. Tijan er sikker på, at det er ham, der har kureret min Corona. Han bragte mig revet ingefær, som jeg hver dag skulle komme i teen sammen med citronsaft og honning.
Dr. Tijan, kunne han ikke lade være med at kalde sig. Han havde lært, hvilke urter der duede til hvad, af sin farfar, og det brugte han altid på sig selv og sin familie.
Og hvad kan vi så lære af det?
Resten er historie. Jeg kom godt hjem, til en Marianne der var blevet rask, og en Emma, der var blevet rask.
Siden jeg kom hjem, har både min taxa-ven Tijan og min skrædderven Yankuba ringet hver dag for at høre, hvordan jeg har det. Det samme har Sang, en af mine partnere.
Så blev det alligevel jul for mig også. Men var det besværet og risikoen værd? Skulle jeg hellere være blevet hjemme, da Marianne fik sin positive kviktest?
Set i bakspejlet, ville jeg ønske, at jeg havde haft nogle symptomer, så jeg var blevet hjemme. For sjovt var det jo ikke. Så kunne jeg have fået rejsen refunderet af forsikringen og være taget af sted senere. Men sådan var det jo ikke.
Det var rigtigt at rejse ud. Det var rigtigt at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Hvis vi alle sammen skal overgøre, hvad Regeringen og Sundhedsstyrelsen anbefaler, lukke mere ned, passe mere på, så ender det med, at vi lukker hele den danske økonomi ned, ja, hele verdensøkonomien. Og tro mig, Corona har ramt gambierne mere på økonomien end på helbredet.
Selvfølgelig er nogle mere bekymrede end andre, og selvfølgelig vil nogle passe mere på og lukke mere ned, end Sundhedsstyrelsen anbefaler. Ligesom nogle er bekymrede for at blive vaccineret. Men det er ikke lederskab at slå på tromme for nogen af delene.
Så jeg står gerne på mål for mine valg – også over for GAMES’ medlemmer og for vores partnere, som også tæller IMS, som vi samarbejder med om sikkerhed for journalister.
Så må vi se, om ikke jeg skal derned igen i starten af januar, men nok mere realistisk i februar.
Skriv et svar