Et tilbageblik på en livlig måned i Gambisk politik

Pressedækning på valgstedet Pipeline i Fajara

Pressedækning på valgstedet Pipeline i Fajara

Af Peter Halkjaer

Det er nu snart en måned siden, at den gambiske befolkning kastede deres marmorkugle-stemmer i det, der er blevet kaldt det første frie, demokratiske valg i Gambia, hvor det lykkedes den siddende præsident Adama Barrow fra National People’s Party (NPP) at genvinde magten.

Selv om der var fem modkandidater, gjorde han det endda i suveræn stil med 53 procent af de i alt 859.567 afgivne stemmer. Det er overraskende nok den næststørste valgsejr i Gambias historie – kun overgået af Jammehs sejr i 2011.

Tiden efter valget har været præget af jubel blandt NPP-tilhængere, indsigelser fra oppositionskandidater, blandet ros fra observatører og offentliggørelsen af den såkaldte TRRC-rapport, der skulle granske Jammeh-tidens forbrydelser. Vi folder situationen ud med et par nedslag.  

TRRC-rapporten/Hvad sker der med sandhedsrapporten?

Vi starter med rapporten fra den kommission, der var nedsat til at efterforske og granske Jammeh-tidens forbrydelser – Truth, Reconciliation and Reparations Commission (TRRC). Rapporten var egentlig – med adskillige måneders forsinkelse – blevet overdraget til regeringen kort inden præsidentvalget. Ansvaret for at offentliggøre og handle på rapporten var overladt til regeringen, som valgte først at offentliggøre den på et pressemøde her i slut december. 

Én af hovedoverskrifterne er, at kommissionen anbefaler, at den tidligere diktator, Yahya Jammeh, og flere højtstående politiske/militære figurer fra Jammeh-tiden bliver efterforsket og retsforfulgt for en lang række forhold vedr. mord – herunder mordet på journalisten Deyda Hydara i 2004, men også forsvindinger, voldtægt, tortur m.m. Justitsminister Dawda Jallow udtalte, da rapporten blev præsenteret, at regeringen føler sig forpligtet til at gennemføre rapportens anbefalinger, og at den vil fremlægge en plan for det senest den 25. maj 2022. 

TRRC-rapporten anbefaler, at det retslige opgør skal finde sted ved en international domstol, og at det skal foregå i et andet vestafrikansk land end Gambia, men i et sammenarbejde mellem Gambia og enten ECOWAS, Den Afrikanske Union eller en tilsvarende organisation. Yahya Jammeh sidder stadig i sit eksil i Ækvatorialguinea, hvor han beskyttes af den siddende præsident Teodoro Obiang. Menneskerettighedsadvokater har forsøgt at lægge pres på internationale aktører som FN, AU eller EU for at handle på TRRC-rapportens anbefalinger. Men det er endnu uvist, hvad der sker, og hvordan Obiang og Jammeh vil håndtere situationen. 

Jammeh-general vender tilbage til Gambia

Tirsdag d. 28. december vendte flere højtstående militære folk fra Jammeh-tiden retur til Gambia efter deres fælles eksil Ækvatorialguinea. Blandt de hjemvendte var en general fra The Gambia Armed Forces, Saul Badjie. De i alt 15 hjemvendte blev modtaget af myndighederne, der var orienteret på forhånd.

Det er ikke første gang, at Jammeh-folk vender tilbage til Gambia. Det skete også tilbage i 2018, hvor de pågældende blev retsforfulgt, dog uden at blive domfældt. En talsperson fra den gambiske hær forklarer, at de hjemvendte militærfolk ikke anses som en trussel, og at ”administrative procedurer” er sat i gang. Hvordan det vil ende, er helt usikkert. 

Retsligt efterspil får foreløbig afslutning

Det største oppositionsparti, United Democratic Party (UDP), klagede over valget og ville have det erklæret ugyldigt, men højesteret afviste sagen med henvisning til, at klagen ikke overholdt de formelle regler i valgloven. UDP blev tilmed pålagt at betale sagsomkostninger på 100.000 dalasi (ca. 12.000 kr.). Afgørelsen kommer ikke som den store overraskelse, for både politiske og juridiske eksperter vurderede sagen som svag. UDP kan forsøge at gå videre med sagen f.eks. ved at tage sagen videre til ECOWAS’ Court of Justice. 

Flere andre af kandidaterne til præsidentvalget, den uafhængige Essa Faal og GDC’s Mamah Kandeh, var kritiske over for valget, men meget tyder på, at valgresultatet får lov til at stå, og at det politiske arbejde for alvor kan begynde for den genvalgte præsident, Adama Barrow, inden gambierne igen skal til  valg, nu til parlamentsvalget, der forventes at blive afholdt i april 2022. Barrow har allerede lovet, at han i denne valgperiode vil sørge for, at Gambia får en ny forfatning, og at den vil indeholde en bestemmelse om, at præsidenten højst kan sidde i to perioder. . 

Valgobservatørernes dom

Valget er blevet udråbt som en demokratisk test efter Jammehs fald i 2016/17, og valget er grundlæggende blevet rost som frit og fair af lokale og internationale observatører, som for første gang var til stede ved et præsidentvalg i Gambia. EU roser den brede folkelige opbakning og deltagelse, den fredelige proces ved valgstederne og den store andel af registrerede kvinder. Westminister Foundation for Democracy konkluderer også, at valget består testen, men indvender samtidigt, at der stadig er behov for reformer af forfatningen og valglovene. Observatørerne peger også på problemer med hadtale (f.eks. overfor den dominerende etniske gruppe Mandinka). Til sidst er det værd at fremhæve, at der uddeles roser til livlige og aktive civilsamfundsorganisationer (især blandt unge), hvilket GAMES og MAJaC har haft fokus på i igangværende projekter. 

GAMES’ valgraket

Hvis du gerne vil få en større forståelse for valget i Gambia, og hvilke demokratiske udfordringer landet står over for, kan du med fordel læse disse to artikler, der sammen med denne opbygger en fyldestgørende valg-tre-trinraket. Begge er skrevet af Jesper Heldgaard:

Her den ene artikel, bragt i Globalnyt den 7. december:

Og her kan du læse optakten til valget, hvilke forventninger, håb og bekymringer, der var:


HEAT-kursus i Gambia lykkedes

I juli afholdt Lars et sikkerhedskursus for journalister i Gambia. I juli var jeg i Gambia for at lave et såkaldt HEAT-kursus for journalister. Altså et kursus i Hostile eller Hazardous Environment Awareness Training. Et af de der kurser, hvor deltagerne bliver beskudt, angrebet, bortført, afhørt, taget til fange og forulykker på andre måder.

Read More

Psykologi motiverer frivillige

Lars har været på højskole med CISU. Her lærte han psykologiske redskaber til at skabe motivation og engagement hos frivillige. Læs om hans spændende erfaringer her!

Read More

På højskole med CISU

CISU inviterede sine medlemmer på højskoleweekend på Askov Højskole. Læs her, hvad Lars tog med sig af erfaringer om civilsamfundet, kolonialismen og “The White Gaze Problem”

Read More

Studieturen til Gambia er udsat

Den planlagte studietur til Gambia i december er desværre udsat på ubestemt tid, da Spies har aflyst alle afgange til Gambia frem til oktober 2023.  Vi vender snarest tilbage med en ny plan! Alle tilmeldte er kontaktet.

Read More

En ny bog fra Gambia på dansk? Ja, minsandten. Værd at læse? Absolut!

Det er langt fra hverdagskost, at der kommer en ny, dansk bog, hvor fortællingen udspiller sig i Gambia. Og når bogen, ”Lille Afrika”, så ovenikøbet er spændende læsning, så er det bare med at få fat i et eksemplar.  

Read More

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *