Jeg er så stolt, at jeg næsten revner

• admin
• marts 10, 2022

Det er første gang MAJaC har praktikanter, og det blev en succes, der skal gentages. De blev hædret med middag, taler og diplomer. Praktikanterne fra venstre er Alieu, Linesa, Adama, Fatou og Jarra. Og resten er fra venstre Binta, Nfamara, Sang, Yasai, Omar og gæsten fra Danmark.

Af Lars Møller

I lørdags ringede Sang Mendy, direktøren for MAJaC (Media Academy for Journalism and Communication), og inviterede mig til middag for praktikanterne på medieakademiet. Vi skulle spise på Clay Oven, den dyre indiske restaurant, og jeg skulle være der om senest en time.

Ja tak, sagde jeg og hastede hjem til hotellet for at klæde om, fint skulle det være. Imens jeg tænkte på, hvad jeg kunne bidrage med.

Det var mørkt, da jeg nåede frem samtidig med cleaneren Yasai, den nye rengøringsassistent med mere på medieakademiet. 

Alle var klar
Binta, en af de unge lærere, ventede udenfor for at guide os ind. Hendes hvide tørklæde lyste op i mørket. I det samme kom bogholderen Omar ud for at hente os. I døren ventede Fumara, pedel og altmuligmand gennem alle årene, klædt i en flot gul gambisk dragt. Vi skulle skynde os ind, alle sad klar ved bordet.

Sang Mendy sad på den ene side af langbordet, på den anden sad praktikanterne. En ung mand og fire unge kvinder, alle klædt på til fest, og alle i pjattende snak med telefonerne fremme, som om telefonerne var med i snakken.

Blandt de bedste 
Alle fem havde været tre måneder i praktik og var nu begyndt på Advanced Diploma, som er den sidste del af journalistuddannelsen. 

Det viste sig, at jeg havde undervist dem alle sammen, tilfældigvis, for jeg underviser ikke længere på grunduddannelsen. Det er mere lærerne, jeg underviser nu. 

Men i sommers deltog jeg i den første orientation day i det nuværende projekt, der gik ud på at samle et særligt hold af gode journalister for at lave god valgjournalistik med både faktatjek, podcast og historier fra vælgernes verden. De fem unge lovende journalister havde søgt og var kommet med på holdet.

En stolt runde
Først da alle havde fået bænket sig på Clay Oven, kunne den formelle fejring gå i gang. Maden lod vente på sig, og Sang spurgte sine kollegaer, om vi kunne gå i gang med taler eller diplomoverrækkelse inden. Det viste sig, at han havde en date og havde travlt.

De andre ville hellere vente med det formelle, så jeg tilbød Sang, at jeg kunne lægge ud med den ting, jeg havde forberedt: en stoltheds-runde.

Jeg bad alle ved bordet nævne en ting, de er stolte over at have lavet i de seneste tre-fire måneder – og lod Sang begynde:

• Sang var stolt af den faktatjek-mekanisme, som nu har til huse på MAJaCs hjemmeside. Det er Gambias første og eneste uafhængige, digitale faktatjek platform. Af 64 historier med tjek af journalistik og valgløfter har ingen sat en finger på de fakta, vi har leveret.
• Unge Alieu Ceesay var stolt af at have været med i Election Network, så han bagefter i valgkampen kunne publicere tre vigtige historier, som alle medier, herunder de lokale nærradioer frit kunne bruge.
• Unge Lenisa Gomez var særlig stolt af to historier: En podcast om hate speech i valgkampen. Den handler om at opildne til had mod andre stammer og udlændinge, og en historie om børn, der kommer i fysisk fare under valgkampagnen.
• Den yngste var Adama Camera, og hun var stolt af at have været den første til at publicere historier i netværket. Og hun grinede, da hun fortalte, at honoraret gik til at købe den telefon, hun nu sidder med.
• Unge Jarra Cham fortalte om tre historier fra landsbyer i provinsen. Hun fortalte om fattige bønder og blev bagefter nærmest ven med familierne, der aldrig før er blevet spurgt ind til eller hørt om noget som helst.
• Endelig var der unge Fatou Dahaba, der havde skrevet om kvindernes lave repræsentation i gambisk politik. En historie, der vakte opsigt uden for landets grænser og blev publiceret i USA.

Hvor er jeg stolt
Alt imens sad jeg og tænkte: hvor er jeg stolt over at have været med til at finde på det lille 9 måneder lange projekt, der sidste år betød så meget i valgdækningen og endnu mere for de unge mennesker. 

Og stolt over Sang Mendy, der på det første hold bestod journalistuddannelsen for 10 år siden. 

Stoltheden blev ikke mindre af de næstes bidrag til runden. 

• Pedellen Nfamara var stolt over at have været med i alle årene. Han var der, da Sang selv var journalistelev.
• Cleaneren Yasai var genert og bad om lov til at springe over. Men hun var glad for at være startet på MAJaC. 
• Bogholderen Omar var stolt over at have været med rundt for at besøge alle landets nærradioer eller community radios, som de hedder hernede. Han fik syn for sagn. Projektet havde stor indflydelse på deres dækning af valgkampen og endnu vigtigere på deres måde at lave journalistik på.
• Underviseren Binta var stolt af noget, der var sket dagen før. Fredag væltede de kvindelige journalister bestyrelsen i den hensygnende WOJAG, Women Journalists Association of Gambia. Bestyrelsen havde ikke holdt generalforsamling i årevis, og der var ikke nogen af deres medlemmer, som fik tilladelse til noget som helst. 

Konkret var Binta stolt over, at hun sammen med blandt andet Therese fra GPU (The Gambia Press Union) havde indsamlet 150 underskrifter fra kvindelige kollegaer, der krævede både en generalforsamling og mere kvindekamp!

Hun var også stolt kvindernes rolle på medieakademiet. ”MAJaC is very feminin”, sagde hun og slog ude med hånden mod de fire unge kvindelige praktikanter.

Vi er mange stolte
Så da det endelig blev min tur i stolthedsrunden, var jeg slet ikke i tvivl om, hvad jeg skulle sige …

Mine tanker går til de mange danske frivillige kollegaer, der var med til at starte MAJaC, ikke mindst Peter Kramhøft og Flemming Seiersen fra Danmarks Journalist Højskole og de nu afdøde journalister Irmelin Viegas og Vibeke Rask Grøn, der huskes som de bedste klasselærere i Gambia. 

Men jeg tænker også på Jesper Kjems og mange andre frivillige kollegaer, der har brugt tid på at rette opgaver, holde lærermøder og tage derned og knokle, og på alle projektlederne, der har fået økonomien til at hænge sammen.

Lige nu, i denne tid, er der mange andre GAMES-aktivister, der laver noget, tænker videre og sætter nye projekter i gang. Unge som gamle, og alle kan være stolte.

Ligesom alle medlemmerne, som med stadig opmuntring og trofast kontingentindbetaling gør det hele muligt.

Hør Lenisa Gomez’ podcast om hate speech på SoundClouds hjemmeside.