Af Sofie Holbek Jensen
I marts var jeg med mine to kolleger Josefine og Peter på weekend-kursus hos CISU. Vi havde alle tre set frem til et heldagskursus i smilets by, men på trods af drømme om fysiske kurser lettede pandemien ikke til tiden, og kurset blev til sidst rykket online.
Selvom en udsigt til at bruge sin weekend på endnu flere zoom-timer kan virke en smule demotiverende efter lange onlineundervisningsdage i løbet af ugen, troppede jeg alligevel op på skærmen kl. 9 med lørdagshår og kaffeøjne, og lyttede.
Og hold nu op, hvor er jeg glad for, at jeg lyttede.
Kurset var i noget CISU kalder Project Cycle Management, og det handlede om at give os redskaber til at komme bedst muligt fra start med udviklingsprojekter.
Selv er jeg helt ny i projektudvikling. Derfor var der også mange aha-oplevelser undervejs i kurset. For eksempel da vi lavede et såkaldt problemtræ. Jeg kan forestille mig, at det ikke er et helt nyt værktøj, og at der sidder mange læsende projektmagere, der har konceptet på ryggraden. Men her er alligevel en lille forklaring til de andre nye elever i klassen:
Et problemtræ er et redskab man bruger i problemanalysen, til at skabe overblik over forskellige problemer der kan opstå i projektet, og hvilke virkninger de får. Kronen symboliserer virkningerne, og rødderne symboliserer årsagerne.
Det er noget af det vi lærte på kurset, der sidder allerbedst fast. Hvorfor? Fordi visualiseringen giver så god mening. Træet er et symbol på, hvordan alt har en sammenhæng – fra rødderne til kronen og ned til rødderne igen. At sætte sit projekts problemer ind i sådan et årsag-virknings træ, giver et fantastisk overblik over et projekts kommende udfordringer.
Og når man først har kortlagt, hvilke problemer, der fører til hvad, kan man begynde at forstå, hvordan man løser dem. Man vender nemlig problemtræet til et løsningstræ. Det er det positive træ, som illustrerer den fremtid vi ønsker, og hvordan vores indsats skal påvirke slutmålet. Det er her projektet går fra at se meget håbløst ud og fuld af problemer, til at se meget mere optimistisk og håbefuldt ud. Her kunne jeg mærke, at min ild blev tændt. Det gik op for mig, hvor vigtigt det er, at få alle problemer skrevet ned og vendt til løsninger, før man kan gå videre fra startprocessen. At få elimineret problemerne og al deres negativitet, for at håbet og engagementet kan rodfæste sig. Det lyder måske lidt drømmende og overoptimistisk. Men det er vel også netop drømmene og optimismen, der skaber de store projekter.
Det var dog ikke kun det faglige, der efterlod en glædesrus efter web-kurset i marts. Selvom jeg kun kunne se de andre deltagere som små firkanter på min computerskærm, var der noget helt specielt over at være samlet med personer, der alle arbejder i udviklingsorganisationer. Så mange mennesker på tværs af alder og erfaring, men som alle tørster efter at blive bedre. Engagerede mennesker er inspirerende. Det kommer man bare ikke udenom. Og weekend-kurset efterlod mig med en følelse af, at min engagementsild havde fået et nyt stykke brænde. Et lille ekstra pust i en tid, hvor det bare er virkelig svært at komme i gang med nye projekter eller idéer, fordi der er blevet sat rimelig tydelige grænser for, hvad man kan og må. Jeg tror, at det her kursus var vigtigt, for at genfinde et ellers lidt glemt håb. Det er ikke sikkert, at vi kommer til at lave det næste projekt lige præcis på den måde, vi lærte til kurset. Men nu ved vi da hvor vi skal starte.
Og det glæder vi os til.
Skriv et svar