Fra Lars Møllers rejseoptegnelser
Af Lars Møller og Josefine Olsen
Det danske udenrigsministerium har endnu en gang forlænget rejserestriktionerne, og derfor frarådes rejser til hele verden til og med den 5. april.
I fredags var det et år siden, at Josefine Olsen og Lars Møller bookede billetter til Gambia. Billetter, som endnu ikke er blevet brugt, fordi de gang på gang er blevet ombooket, på grund af coronarestriktionerne, med få dage til take-off.
”Jeg har glædet mig rigtigt meget til at skulle afsted til Gambia, og derfor er jeg naturligt nok blevet skuffet hver gang. Det sværeste har helt klart været usikkerheden, men heldigvis er vi blevet gode til at omstille os til nye situationer,” fortæller Josefine.
Og Lars bliver, med sin afventende oppakning, dagligt mindet om det, som han både savner men også (et sted i horisonten) ser så meget frem til:
“Det var mellem jul og nytår, jeg begyndte at pakke. Det var glædeligt, vi skulle afsted 16. januar. Men så lukkede Corona for udrejser indtil starten af februar.
Vi ombookede til 8. februar, og jeg lod bagagen ligge på gulvet.
Men den gik ikke, restriktionerne blev forlænget. Ny ombooking, optimistisk til 13. marts. Bagagen blev liggende. For vi skulle jo snart afsted.
Men i sidste uge blev rejserestriktionerne forlænget. Long time, no go.
Bagagen ligger her stadig. Med min lille rejsekuffert, som Yankuba, skrædderen fra Leybato, har syet en kæmpe lap på. Og mine sommerbukser ligger øverst, sammen med et par skjorter, som Yankuba skal reparere. Der er også et tørklæde fra Mongoliet, der skal sys. Jeg har fået det af nogle kollegaer for 20 år siden, og det er sådan et dejligt stykke stof.
Yankuba vil aldrig have noget for det, han reparerer (han henviser til, at jeg også har hjulpet ham med noget). Men det ender selvfølgelig hver gang med, at jeg giver ham, så han kan købe lidt til børnene. Jeg bilder mig ind, at det er en lige så god forretning for ham, som for mig. ”Your shirt has got a new life,” siger han altid. Og han har ret, man kan ikke se syningen, han er magisk på en symaskine, uanset om der er strøm eller ej.
Til højre for skjorterne har vi apoteket: Med mit visir, som jeg skal bruge, når jeg underviser, og stof-mundbind, så jeg ikke skiller mig for meget ud i bybilledet med de lyseblå dyre bind. Myggespray er der også, og malariapiller til tre uger, og solcreme, foruden smertestillende (jeg bruger dem ikke så meget, men der er ofte en kollega eller studerende, der har ondt et sted og spørger efter pille).
Og så er der tørresnoren, som jeg bruger i klassen, så de studerende kan hænge sætninger op til evaluering (det er let, helt uden klemmer: fold papiret i toppen og hæng folden over snoren).
Biblioteket ligger ved siden af: Et par håndbøger fra IMS om Safety for journalists, som jeg nu har skullet undervise i siden marts 2020, da vores tur første gang blev aflyst. Og der en roman, som jeg glæder mig til at læse, med pandelampe, når strømmen går på værelset.
I teknikafdelingen har jeg en elkoger, et par forlængerledninger med ekstra stik og en adapter til de gambiske, flade tre-stik.
Blandt værdipapirerne ligger mit pas, ekstra kreditkort og nogle kontanter: En stak euro, 100 dollars og nogle dalasis fra sidste rejse. Mit gule vaccinationskort er der også, jeg har én gang prøvet ikke at blive lukket ind i Gambia, før jeg fandt det i bunden af min bagage; de vil se vaccinationen mod Gul feber, ikke mod Corona.
Men det bedste i stakken er et gammelt 10 % rabatkort til The Butchers, en hyggelig udendørs restaurant, der ligger på Kairaba Ave., lige over for Leybato. Jeg havde glædet mig til at sidde der, med god mad, evt. med en gæst, så jeg fik mere besparelse for pengene.
Øv.
Men bagagen ligger her stadig …”
Skriv et svar