(Derfor: Giv en god historie i julegave! Ved at give et medlemskab til en, så måske kunne finde på at læse en nyhed som den her, er du med til at oplyse om alt det fede, de og vi laver i Gambia).
På retreatet i januar var der god stemning, da vi fik set vores partnerskaber kritisk, men kærligt, i sømmene.
Af Peter Halkjær
Tilbage i januar 2023 var 4 bestyrelsesmedlemmer og vores studentermedhjælper, Marie, i Gambia for at evaluere på GPU-projektet og evaluere på de tredelte partnerskaber mere bredt. Partnerskabet har imidlertid ikke ligget på den lade siden da. Det er blevet til flere afviste projektansøgninger, én yderligere forlængelse af projektet, et kort projekt over sommeren og én større ansøgning, vi venter i spænding på svar på. Det er derfor naturligt at skrue tempoet lidt ned for en stund og reflektere over udbyttet af vores tur og det retreat, der stod i centrum for evalueringsindsatsen.
Behovet for evaluering
Anledningen til retreatet var som nævnt todelt. Først og fremmest skulle vi have samlet op på GPU-projektet, der var ved at nå til vejs ende. Et projekt, der har levet et tumultarisk liv med corona-nedlukninger, forlængelser og bestyrelses- og personaleudskift i GPU. Projektet blev i evalueringen på mange måder rost for at have trodset mange af disse rammeudfordringer og alligevel leveret pæne resultater. Det har imidlertid været en sej kamp, at holde partnerskabet levende og funklende med en pandemi, personaleomsætning og manglende fysiske møder. Der herskede derfor bred enighed om, at det var kærkomment med ro, fokus og det personlige møde i løbet af tre intense dage. Her var der nemlig også plads til fokus på den anden del af evalueringen og retreatets formål: at få set partnerskabet kritisk, men kærligt, i sømmene.
En brise af renset luft
På afstand af retreatet er det nok særligt kulturmødet, der har sat sig i mig. Ikke kun det ligefremme og åbenlyse mellem Danmark og Gambia, men også mellem forskellige organisationer, forskellige arbejdsformer, forhold til hierarkier, personlige profiler og på sin vis også kompleksitet. Hvor GAMES næsten udelukkende retter sig mod vores partnere og er sat i verden herfor, er begge vores partnere anderledes komplekse. Noget man let kan se sig blind på i det løbende samarbejde med dem. Når vi sender mails og beskeder og forventer hurtige svar – “for de er jo på arbejde, når de modtager den” – lander beskeden ofte midt i en undervisningsgang eller workshop. Opgaverne kan hurtigt hobe sig op, og mange mennesker kæmper om deres opmærksomhed. En vigtig påmindelse for os i Danmark.
GAMES har til gengæld et helt liv af andre forpligtelser uden for vores frivillige engagement. Det var omvendt en stor øjenåbner for mange i vores gambiske partnerorganisationer. Ofte må vi finde tid til at “arbejde” for GAMES. Man kan derfor komme for skade, at ordne lige rigeligt mange ting, når vi så endeligt finder tid midt i dagligdagens trummerum. Det er en kultur- og kommunikationsopgave, der går begge veje. At finde og møde hinanden i vores kommunikation. Det var nødvendigt at få snakket højt om præferencer, behov og få sat nye idéer i spil.
Opfølgningen
Mange af kommunikationsvanskelighederne kom under kærlig og ærlig behandling under retreatet, og det virkede til, at der bredte sig en vis lettelse over at få luften renset for den slør af tåge, der kan indgydes af det usagte.
Vi har efterfølgende fået afholdt det første kvartalsvise møde mellem organisationerne, så vi sikrer løbende dialog. Der har ligeledes kørt et længere spor med at genbesøge partnerskabsaftalerne med afsæt i vores arbejde med at formulere særskilte og fælles visioner under retreatet. Hertil kommer det intense arbejde med at forberede en projektansøgning. Der er masser at bygge på.
Al begyndelse er svær
En anden udfordring, der fyldte meget på retreatet, er den mangelfulde onboarding af ansatte og bestyrelsesmedlemmer på tværs af alle partnere. Mange bestyrelsesmedlemmer blandt vores partnere var meget opsøgende på bedre og mere fastlagte processer for, hvordan man bliver taget imod som nyt bestyrelsesmedlem. For hvordan griber man opgaven an, når man aldrig prøvet at sidde i sådan en stol før og dårligt nok ved, hvad rollen indebærer? Spørgsmålene kan hobe sig op; Hvem gør hvad? Hvordan er organisationen overhovedet opbygget? Hvem har den her opgave? Og hvem er de skøre fremmede mennesker, der sidder på en regnvåd tirsdag i oktober og trodser den til tider svingende forbindelse for at høre en status på din organisations økonomi og fremdriften i projektaktiviteter?
Det har været nødvendigt at lægge et særligt fokus på at adressere den udfordring i afslutningen af projektet. Det er vanskeligt at følge op på. Den svære begyndelse.
Retreatet, og alt det arbejde, det indebar før og efter, har været en stor øjenåbner for alle. Man håber, at det kan bane vejen for en revitalisering af samarbejdet og det tredelte partnerskab. Indtil videre er det lyse tegn. Imens venter vi spændt på svar i november på den store projektansøgning. Altid spændende tider.
Skriv et svar