Medlemsforsamling med højt til himlen og god dialog

Solen skinnede. Grillen var glødende, og stemningen lige så varm. GAMES’ medlemsforsamling under åben himmel i Lars’ kolonihave i maj havde lokket 12 medlemmer ud i det fri og to deltog online. Så knap 20% af alle medlemmer deltog i medlemsforsamlingen! Det er vist kun få foreninger, der kan præstere sådan en fremmødeprocent.

Af Per Roholt

Det afsluttede arbejdsår har været et travlt år med mange aktiviteter og udsendte til Gambia, og på medlemsmødet blev der derfor orienteret grundigt om, hvordan pengene var brugt.

Af årets aktiviteter fyldte afslutningen af flere projekter meget, herunder GPU-projekterne, MAJaC-projektet (ICE) samt det nye MAJaC-projekt (UPCIM), sammen med studieturen til Gambia.

I 2023 blev GPU-projektet (“GPU as a trade union and advocate – for members, media and democracy”) afsluttet. Projektet varede over fire år i stedet for de planlagte 2,5 år, blandt andet grundet Corona-nedlukningen, som forsinkede mange processer – også i Gambia. Projektet blev gennemført med de aftalte aktiviteter og resultater. CISU roste den afsluttende rapport. 

GPU ønsker i fremtiden at gennemføre flere projekter med GAMES – men i mindre skala, og det er vigtigt, at initiativet kommer fra GPU.

I sommeren 2024 blev projektet ICE (Innovation to Combat Emigration) gennemført med MAJaC for at se på illegal migration som et potentielt samarbejdsområde. Projektet varede tre måneder, modtog støtte fra CISU og bekræftede illegal migration som et relevant arbejdsområde for MAJaC.

ICE-projektet banede vejen for et nyt projekt, UPCIM (Unlock Potentials to Combat Illegal Migration), med MAJaC, som CISU valgte at støtte med omkring en million kroner.

Projektet har tre hovedområder: 

  • opbygning af et netværk af NGO’er
  • træning af potentielle migranter for at skabe alternative leveveje gennem bl.a. entreprenørskab i Gambia
  • og kapacitetsopbygning af MAJaC.

Projektet varer 18 måneder og blev lanceret i februar 2024.

GAMES arrangerede i marts 2024 en uges studietur for danske journalister og andre interesserede. Deltagerne besøgte forskellige medier i Gambia, MAJaC, GPU samt nogle NGO’er og projekter. 

Tre af deltagerne fulgte gambiske journalister en dag eller to. Der var meget positive tilbagemeldinger fra deltagerne, som under og efter turen publicerede artikler og opslag på sociale medier, hvor de fremhævede GAMES’ arbejde.

Hightlights fra medlemsforsamlingen i øvrigt:

  • Beretning fra bestyrelse og arbejdsgrupper blev godkendt
  • Årsregnskab og budget blev godkendt
  • Kontingentet er uforandret 150 kroner om året
  • Selv det gode vejr blev godkendt😊

På medlemsmødet blev to af de siddende medlemmer genvalgt, og der blev valgt et nyt medlem, Per Roholt, der i flere år har været tilknyttet GAMES som bl.a. projektkoordinator og suppleant i bestyrelsen.

Bestyrelsen i GAMES består nu af:

  • Formand: Lars Møller
  • Næstformand: Jesper Heldgaard – genvalgt
  • Kasserer: Marie-Louise Arnfast – genvalgt
  • Medlem: Ditte Weber
  • Medlem: Per Roholt – nyvalgt

Suppleanter:

  • Niels Einar Veirum – nyvalgt
  • Troels Nørlem – genvalgt

Faglig revisor: Jens Nørlem – genvalgt

Der skal lyde en stor tak til Poul Tang for hans indsats som aktivist og regnskabsfører og til Peter Halkjær for hans tid som bestyrelsesmedlem. 

Efter medlemsforsamlingen var formelt afsluttet stod den på et musikalsk onlinemøde med journalist og podcastvært Simon Stefanski, som delte sine indtryk fra en musikrejse til Gambia i marts 2024.

Kvinderne og den manglende synlighed

Ambitionerne fejler ikke noget, når Banna Sabally og Meita Touray sætter sig i spidsen for nye projekter i MAJaC. De er begge faste undervisere på akademiet og har de sidste otte måneder været projektledere på YouMiLi (Young Women’s Media Info Literacy Initiative). Af Marianne Frederiksen Projektet har som mål at skabe et frit, uafhængigt og mangfoldigt medielandskab […]

Read More

Liv og lemmer – en overspringøvelse: Om at være eller ikke være lemmer

Af Lars Møller, forperson Da jeg slog lemmer op i den store Ordbog over det danske sprog, var den første betydning af lem en lille dør – som i kattelem. Og I vil se til medlemsforsamlingen, at jeg stadig har en kattelem, selvom min kat, den 18-årige Micio, døde sidste år. Den anden betydning af lem er langt mere omfattende, og den handler […]

Read More

For 150 kr. – liv og lemmer: 80 dejlige medlemmer gør det igen!

Af Lars Møller, medlem På medlemsfronten sker der tre ting i 2025:• Der kommer flere aktivister. Det arbejder vi på. Det kan du høre mere om på medlemsforsamlingen.• Der kommer flere medlemmer. Det kan du læse mere om nedenfor.• Vi får styr på vores opkrævning af kontingent, så det aldrig sker igen, at der går […]

Read More

En aften med liv og lemmer: Kom til medlemsforsamling i GAMES

Der skulle nok have stået: En aften med liv og medlemmer, fyr og flamme, gør dog noget, løb for livet, brug dog tiden, elsk hinanden. Gør dog noget, uret tikker, hjertet banker, hele verden fra forstanden. Af Lars Møller, forperson for GAMES, på valg For det er første gang, at vi alle i GAMES mødes […]

Read More

Julegaveregn over de gambiske medier – Årets prisuddeling var en fest for god og modig journalistik

(Derfor: Giv en god historie i julegave! Ved at give et medlemskab til en, så måske kunne finde på at læse en nyhed som den her, er du med til at oplyse om alt det fede, de og vi laver i Gambia).

Read More