Medier i Gambia

Da GAMES indledte sit engagement i Gambia under præsident Yahya Jammehs styre (1994 til 2017) var det ikke bare vanskeligt, det var også farligt at være journalist i Gambia.

I dag er situationen ændret. Under præsident Adama Barrows styre arbejder pressen mere frit, der er ikke forfølgelse af journalister, og flere nye medier er kommet til.

Ikke desto mindre lider medierne stadig under eftervirkningerne af de mange års undertrykkelse, manglen på ressourcer og kapacitet og svage medielove, som endnu ikke er ændret. Derfor er der fortsat masser af opgaver for GAMES og vores partnere: kapacitetsudvikling, kollega-til-kollega træning, rådgivning i forhold til presselovgivning, presseetiske standarder mm.

Radio når langt de fleste gambiere
Mediesituationen i Gambia er fundamentalt set bestemt af, at størstedelen af den voksne befolkning er analfabeter. Det betyder, at radio og tv bliver afgørende kanaler. Det statsligt ejede – og kontrollerede – tv/radio-selskab GTRS sender nyheder til (hvor stor en del af landet?). De seneste år har GRTS fået konkurrence af private, kommercielle radio- og tv-stationer. Og så er der også en lang række såkaldte community-radiostationer, som drives enten af frivillige i lokalområderne – eller er privatejede, og som er primært annonce-finansierede.

Aviser i små oplag – men alligevel vigtige
Trykte aviser udgives især i Banjul-området, og nogle af dem har online-udgaver. Selv om de trykte aviser kun udgives i relativt små oplag og ikke når vidt omkring i Gambia, er det ofte nyheder og artikler fra aviserne, der bliver læst op i de små, lokale radiostationer. På den måde er aviserne mere dagsordensættende, end man umiddelbart skulle tro.

BBC har udarbejdet en liste med links til medier i Gambia, som billedet så ud i 2017:

https://www.bbc.com/news/world-africa-13378353

Sociale medier stormer frem – også i Gambia
I 2016 havde 346.000 ud af Gambias godt 2 mio. indbyggere adgang til internettet, men tallet er stærkt stigende. Derfor får de sociale medier - som i resten af verden – større og større betydning som nyhedsformidlingsplatforme – med de muligheder og udfordringer, der følger med.

Journalisterne mangler uddannelse
Generelt set er langt størstedelen af de mennesker, der formidler nyheder og information i Gambia, uden formel uddannelse til jobbet. Langt de fleste gambiske journalister er enten uddannet under en form for ”mesterlære” eller er selvbestaltede kommunikatører på community-radioerne. En egentlig journalistuddannelse blev først etableret i 2013 – i et tæt samarbejde mellem Gambia Press Union og GAMES.

GPU’s og MAJaC’s aktiviteter retter sig – med hjælp fra bl.a. GAMES – i høj grad mod at højne niveauet hos de praktiserende journalister og kommunikatører gennem forskellige former for kurser og projekter, og mod at sikre, at MAJaC kan producere et kontant flow af nyuddannede journalister.

En sidste vigtig udfordring er økonomien. Gambia er et af de fattigste lande i verden, og mediehuse mangler fundamentale redskaber som computere, mikrofoner, mixere, trykkefaciliteter, papir osv.

Arven fra Jammeh-tiden
Mediesituationen i Gambia i dag er præget af fortidens vilkår, som du kan læse om i en international rapport fra The Observatory for Protection of Human Rights Defend (OBS) fra 22. juli 2011: The Gambia – Climate of fear amongst the community of human rights defenders.

I det følgende bringer vi links til en række videoer, som GAMES fik produceret under Jammeh-epoken, og som kan være med til at kaste lys over de vilkår, som ikke kan ændres fra den ene dag til dag den anden, fordi de har med ressourcer og kompetencer at gøre. Her er der brug for et langt, sejt træk.

I de korte videoer kan du møde gambiske mediefolk, der fortæller om en hverdag med censur og chikane mod journalister, et uopklaret drab på en kollega, konstant mangel på ressourcer til at udføre sit arbejde og om de manglende muligheder for uddannelse.

Vagthunden

Pressen bliver ofte kaldt den 4. statsmagt. Men medierne i Gambia havde det svært.

Censur og chikane
Myndighedernes angreb på medier og journalister i Gambia under Jammeh – herunder trusler, tilfældige arrestationer og tortur – blev beskrevet som de værste i Vestafrika. Det VAR farligt at være kritisk journalist. Deyda Hydara blev myrdet.

Selvcensur
Medielovgivningen og myndighedernes praksis gjorde det umuligt for en professionel og uafhængig presse at eksistere i Gambia. Der var ikke fri adgang til information, og statsmagten kontrollerede de landsdækkende radiostationer, myndighederne drev den eneste landsdækkende tv-station, og Gambias private medier kæmpede imod skrappe restriktioner og intimidering. Journalister og redaktører chikaneredes, og mediehuse blev lukket. Det førte til en tradition for selvcensur blandt journalisterne og medierne i Gambia.

Gibairu
Hør hvordan medieaktivisten Gibairu Janneh håndterede et vanskeligt dilemma.

Mangler journalistisk uddannelse
Derudover havde de fleste arbejdende journalister dårlige kompetencer i grundlæggende og videregående journalistik. En upræcis og overfladisk dækning af vigtige begivenheder og anliggender i det gambiske samfund var en af konsekvenserne. Dette forværredes yderligere af dårlig ledelse af mediehuse og redaktioner.

Mangler penge
Mangel på økonomiske midler til at drive mediehusene er fortsat en kæmpe forhindring i det journalistiske arbejde. Gambia er Afrikas mindste land, og størstedelen af den voksne befolkning er analfabeter, hvorfor markedet for de trykte medier er meget lille. Samtidig er Gambia et af Afrikas fattigste lande, og det hæmmer annoncemarkedet, der ellers ofte er med til at finansiere journalistik.