(Derfor: Giv en god historie i julegave! Ved at give et medlemskab til en, så måske kunne finde på at læse en nyhed som den her, er du med til at oplyse om alt det fede, de og vi laver i Gambia).
Gambia gjorde stort indtryk på Lisbet, da hun besøgte landet for første gang som konsulent på GPU-projektet
Af Jesper Heldgaard
Efter den mere (men som sædvanligt ikke særligt) formelle del af generalforsamlingen gik ordet til Lisbet Fich, der har stået for den evaluering af GPU-projektet, vi fik gennemført sidste år. Da vi kontaktede Lisbet i maj sidste år for at høre, om hun ville påtage sig opgaven, anede hun intet om GAMES og GPU, og hun havde – trods arbejde og rejser i masser af andre lande, også afrikanske – aldrig været i Gambia før. Så vi havde inviteret Lisbet til at fortælle – ikke om evalueringen, men om hendes første møde med Gambia, GAMES og vore partnere. Og det kom der nogle tankevækkende refleksioner ud af.
På trods af at Lisbets første tur til Gambia fandt sted på det værst tænkelige tidspunkt, i de alt for varme og våde sommermåneder, som har det med at fremkalde maveproblemer, så er Lisbet ramt af et moderat til stærkt tilfælde af Gambia-begejstring. Lisbet fortæller, at det der overraskede hende mest var, at:
Gambia er så lille og overskueligt et land, som man ret hurtigt føler, man kan overskue, og hvor det synes muligt at gøre en forskel. Gambia har et skønt tilnavn ’The Smiling Coast of Africa’, og gambierne lever virkelig op til dét navn ved at være så umiddelbare, positive og ærligt smilende. Det gør én glad, og man bliver smittet.
Gambia kæmpede sig ud af et mangeårigt diktatur i 2016, og siden har den politiske kamp i Gambia for demokrati og menneskerettigheder bølget frem og tilbage. GPU har været en aktiv forkæmper gennem alle årene – og har ofte betalt en høj pris – for dette, men er fortsat konstant på tæerne i kampen for frie medier. Det afføder respekt – for GPU, for de enkelte journalister og for deres venner i Danmark.
Gambia er blandt verdens fattigste lande og modtager generelt ikke meget udviklingsbistand. Derfor synes civilsamfundsorganisationer og medier ikke særligt socialiseret ind i hele magtstrukturen og kulturen omkring bistand, donorer og forvaltning af bevillinger. Der er en stolthed og en værdighed blandt civilsamfundsaktivister og forandringsagenter, som overrasker, når man kommer som konsulent udefra for første gang – og som giver stof til eftertanke, når man bare føler sig totalt ignoreret, når samtalepartnerne spiller efter andre spilleregler end forventet.
”Gambia og gambierne gør indtryk, og de har inspireret til noget indre rengøring i mig selv i forhold til, hvor meget min egen adfærd og min måde at interagere med organisationer og mennesker jeg møder er mærket og formet af bistandens historiske magtstrukturer og relationskultur. Alt i alt har mødet med Gambia været en spændende, sund og inspirerende proces.”
Skriv et svar