(Derfor: Giv en god historie i julegave! Ved at give et medlemskab til en, så måske kunne finde på at læse en nyhed som den her, er du med til at oplyse om alt det fede, de og vi laver i Gambia).
Tijan og fem andre unge mødtes i et libysk fængsel under flugten til Europa. De vendte tilbage til Gambia og hjælper nu andre unge til en fremtid der.
Af Marie-Louise Arnfast, bestyrelsesmedlem i Gambia Media Support (GAMES) og Mikael Kau, medlem af GAMES og grøn entreprenør.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og statsminister Mette Frederiksen har netop bebudet, at regeringen over de kommende måneder vil stille skarpt på, hvordan Danmarks og EU’s engagement med afrikanske partnere kan styrkes. Det giver også mening i forhold til Gambia, hvor den danske organisation Gambia Media Support har gennemført projekter med lokale partnere i snart 20 år. Gambia er Afrikas mindste land og et af kontinentets fattigste lande med bare lidt over 2 mio. indbyggere. Men i forhold til sin størrelse er Gambia sværvægteren, der sender flest flygtninge til Europa hen over Sahara og Middelhavet.
Hvordan kan vi hjælpe entreprenante mennesker og organisationer i Gambia med at skabe arbejdspladser, beskæftigelse og uddannelse, så det bliver muligt for unge at skabe sig en fremtid i landet som alternativ til migration?
Det så vi mange eksempler på under den studietur for danske journalister og andre, som vi i marts 2024 har gennemført.
Vi besøgte det gambiske journalistforbund GPU og journalistskolen MAJaC, der med dansk støtte fra CISU har revolutioneret journalistuddannelsen i det lille vestafrikanske land og siden 2018 har uddannet 120 studerende i kritisk, men konstruktiv journalistik og kommunikation. Mediernes indsats er uhyre vigtig i et land, som er i færd med at opbygge et demokrati efter årtiers diktatur. Det samme er indsatsen fra civilorganisationer, som MAJaC også uddanner i kommunikation og fortalervirksomhed. Men journalistskolen får ikke økonomisk støtte fra staten, og de studerende har svært ved at skaffe penge til studieafgifter.
Vi besøgte en række medier og tog ud til landsbyen Gunjur, hvor vi oplevede, hvordan frivillige hver dag bruger kræfter på at holde en radiostation kørende med information om sundhed, dyrkningsmetoder, advarsler til unge mod at tage ’bagvejen’ til Europa og information om, hvad der sker i parlamentet. Det foregår i et landdistrikt med udbredt analfabetisme, og hvor radioen er eneste form for informationskanal. Men radioen kan ikke lønne de ansatte og mangler strømkapacitet til at sende stabilt. Her ville et mindre hybrid solcelleanlæg gøre en afgørende forskel.
Vi mødte Tijan og en gruppe af unge, der på flugten til Europa strandede under umenneskelige forhold i et fængsel i Libyen. Her fandt de sammen og besluttede at tage tilbage til Gambia og advare andre unge mod at tage ’bagvejen’, og arbejde på at skabe en bedre fremtid for unge i Gambia. Men der er meget få arbejdspladser at få.
Vi mødte no-nonsense jordemoderen Mrs. Margaret Gomez, der har sørget for, at indtil videre 255 jordemødre og fødselshjælpere er blevet efteruddannet ved hjælp af den dansk-udviklede app Safe Delivery. Mrs. Gomez var egentlig gået på pension som ansat i sundhedsministeriet og øverst ansvarlig for uddannelsen af landets sygeplejersker. Men pensionisttilværelsen var ikke noget for hende, så hun etablerede en basisuddannelse inden for sundhed, som nu uddanner 100-160elever om året. Men skolen mangler økonomiske midler til at skaffe egnede lokaler og udstyr til undervisningen.
Vi besøgte kvinder, som er gået sammen om at dyrke et større stykke jord og forsyner det lokale marked med grøntsager. Men dyrkningen foregår næsten uden brug af redskaber og med vandingsforhold, der er fysisk slidsomme.
Vi mødte gang på gang mennesker med drive, entusiasme og masser af ideer. Men de økonomiske ressourcer er helt utilstrækkelige. Det er her, vi kan gøre en forskel: ved at investere i og støtte projekter og organisationer, der har potentiale til at udvikle landet og forbedre livet for de mennesker, der bor her.
I et land, hvor egenbetalingen på 5.000 kr for et tre-årigt studie er en næsten uoverstigelig barriere for at få en uddannelse, hvor arbejdsløsheden blandt de 15-35 årige er 41 procent, hvor mødredødeligheden rammer 458 ud af 100.000 fødende, hvor det koster penge at blive behandlet på hospitalet – ja, der fremstår Europa for mange unge som eneste mulighed for en anstændig fremtid.
Kineserne har forlængst fundet ud af kombinere afrikanske behov med egne strategiske mål. Vi mødte mange eksempler på kinesisk finansieret infrastruktur i Gambia, og vores partnere modtager løbende tilbud om støtte fra Kina. Gennem dette engagement må vi forvente, at Kinas indflydelse på det afrikanske kontinent vokser støt år for år.
Hvis vi fra dansk side vil bidrage til en demokratisk udvikling i fx Gambia, så er der al mulig grund til at øge vores engagement og investeringer i aktiviteter, der kan skabe beskæftigelse og udvikling i landet.
Lad os håbe, at ordene fra Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen omsættes til handling. Der er nok af entreprenante mennesker og organisationer i Gambia, som kan gribe bolden. Vi mødte mange af dem på vores studietur og har selv et par ideer til konkrete projekter med hjem i bagagen, som vi nu vil gå i gang med at realisere. Og som vi håber at kunne skaffe økonomiske midler til. Det er bl.a. netop i Gambia, vi med få midler kan gøre en forskel og styrke udviklingen – ikke mindst af demokratiet – i landet.
(Bragt i Kristeligt Dagblad den 22. april 2024)
Skriv et svar