(Derfor: Giv en god historie i julegave! Ved at give et medlemskab til en, så måske kunne finde på at læse en nyhed som den her, er du med til at oplyse om alt det fede, de og vi laver i Gambia).
Tidslinje for GAMES aktiviteter
2023
Læs GAMES' årsrapport fra perioden 24. maj 2022 til 16. maj 2023 her
2019
Projektudvikling i MAJaC
Mål: At MAJaC vinder projektmidler, som kan udvikle arbejdet for medier og civilsamfund og konsolidere organisationen.
GAMES sparrede og skrev gennem et par måneder sammen med MAJaC for at vinde nye udviklingsprojekter. Vi havde held med et lille UNESCO-projekt om rammerne for community radios, men ellers ikke, selv om vi søgte flere andre, bl.a. FN’s udviklingsfond og CISU, og lobbyede hos flere donorer. Men vi kæmper videre: I sommeren 2019 bevilgede GAMES et semesters vikarløn til en radiolærer for at frigøre tid for MAJaCs direktør til fundraising.
Funding: GAMES og frivilligt arbejde.
2019-2022
3-årigt projekt med GPU: Trade union and advocate – for members, media and democracy
Mål: For medlemmerne: at de får støtte fra deres fagforening i spørgsmål om velfærd og sikkerhed; for medieorganisationerne: at de styrkes som aktive civilsamfundsorganisationer; og for demokratiet: at GPU involverer partnerorganisationer i kampen for ytringsfrihed, informationsfrihed og god regeringsførelse.
Et styrket GPU skal spille en stærkere rolle i opbygningen af et fredeligt og demokratisk Gambia – i samspil og modspil med en skrøbelig koalitionsregering. Men ikke alene: GPU skaber alliancer med civilsamfundet og støtter organisationsudvikling i Women Journalists Association of The Gambia, Young Journalists Association, Sports Journalists Association of The Gambia, Network Agricultural Communicators, Human Rights Network og Network of Community Radios.
Funding: 3 millioner kr. fra CISU og frivilligt arbejde.
2018-19
Kick-off the Media Academy for Journalism and Communication
Mål: At MAJaC etablerer sig som en uafhængig enhed, bliver en levende aktør i det nye gambiske demokrati og udvikler et flerårigt projektforslag til relevante donorer.
Resultat: MAJaC flyttede ud af GPUs lokaler til sit eget kompleks og er nu et brand i Gambia. GAMES blev spurgt om input til design såvel som en række policies, fra statutter, forretningsorden og samarbejdsaftaler til personalepolitik og kvalitetssikring. MAJaC udbyder nu et forkursus til diplomuddannelsen, der giver svagtstillede med et lavt karaktergennemsnit adgang. MAJaC udbød også nye specialsyede kurser, f.eks. i video-reporting med mobiltelefoner for både journalister og civilsamfund, et blended learning kurser for unge, og et kursus for de kvindelige journalister i WOJAG. Partnerne henvendte sig til et antal mulige donorer til en langsigtet intervention, men uden et konkret resultat.
Funding: 500.000 kr. fra CISU og frivilligt arbejde.
2018
Studietur til Gambia
Mål: At udbrede kendskabet til GAMES’ arbejde i Gambia og at styrke båndene mellem GAMES’ bestyrelse og partnerne i Gambia.
Resultat: Evalueringen efter turen viste stor tilfredshed blandt deltagerne, og vores partnere har efterfølgende gentaget, hvor meget den massive repræsentation fra Danmark har betydet for samarbejdet. Et utilsigtet resultat var, at selv de deltagende frivillige aktivister blev oplyst – ved for første gang at opleve partnernes og målgruppernes egne fremstillinger af de opnåede resultater gennem årene. Vi har gjort det godt sammen!
Funding: Egen betaling, GAMES og frivilligt arbejde.
2017-2018
Building capacities for a GPU in transition
Mål: At GPU og School of Journalism opbygger effektive driftsformer, uddanner flere trænere og udvikler en model for in-house capacity development i medie- og civilsamfundsorganisationer.
Resultat: Et vigtigt resultat blev, at GPU besluttede at give GPU J-School uafhængighed under navnet ”Media Academy for Communication and Journalism” (MAJaC) med egen bestyrelse og personale. Akademiet relancerede sig som erhvervsuddannelse med flere klasser på tre niveauer af diplomuddannelse, hvilket krævede en effektiv organisation. Desuden tilbød akademiet efteruddannelseskurser til journalister og et to måneders kommunikationskursus målrettet bl.a. civilsamfundsorganisationer.
GPU reviderede sin strategi fra at være reaktiv mod undertrykkelse til at være proaktiv i forhold til demokratiopbygning, men havde ellers for travlt til at kapacitets-opbygge. Udover mediesektor-reformen organiserede GPU bl.a. et pressefrihedssymposium, en "etisk mediekaravane”, folkeoplysning, kurser for embedsmænd og CSO i informationsfrihed.
Funding: 400.000 fra CISU, foruden støtte fra Dansk Journalistforbund og GAMES – og frivilligt arbejde. GPU vandt flere projekter, bl.a. fra Open Society, der finansierede nyansættelser af en programleder, to programmedarbejdere og en bogholder, og fra EU/UNESCO, hvilket sikrede MAJaC et tilskud på 45.000 Euro i 2017.
2017
En fælles strategi for reform af mediesektoren
Mål: At lave en fælles strategi for udviklingen af Gambias mediesektor
Resultat: Efter regeringsskiftet inviterede GAMES og GPU medierne, Ministeriet for kommunikation og informations-infrastruktur og civilsamfundsorganisationer til at finde fælles fodslag i reformationen af landets mediesektor og undgå duplikation og donor-konkurrence. Internationale partnere var især Media Foundation for West Africa (MFWA) og International Media Support (IMS). Resultatet blev et strategipapir for en holistisk og bæredygtig national medieudvikling, som styres af en fælles komité med GPU som sekretariat. Det skete i samspil med Article 19, der konkret bistod regeringens arbejde med en række lovreformer.
Funding: IMS og frivilligt arbejde.
2016-17
Building Capacity for Advocacy – GPU kæmper for demokratiet
Mål: At GPU øger sin organisatoriske robusthed og økonomiske bæredygtighed; og at GPU øger både mediernes, civilsamfundsorganisationerne og sin egen gennemslagskraft i forhold til statsmagten.
Resultat: GPU School of Journalism revitaliseres og udbyder med støtte fra UNESCO og CISU den 2-årige uddannelse som kortere diplomkurser. Med støtte fra CISU-projektet gik GPU i en åben dialog med parlamentsmedlemmer, dommerstanden og den udøvende magt (politi, regering og hæren) om roller og rettigheder. GPU styrkede samtidigt sin position i civilsamfundet. GPU spiller en afgørende rolle i #Gambia has decided-kampagnen, der sammen med pres fra ECOWAS sender diktatoren Jammeh i eksil, efter at han overraskende tabte valget. GPU School of Journalism giver de private radioer førstehjælp i at bruge deres nyvundne pressefrihed. GAMES hyldes som en trofast støtte gennem de hårde år med Jammeh.
Funding: 500.000 kr. fra CISU, støtte fra UNESCO/EU, 25.000 kr. fra Dansk Journalistforbund og frivilligt arbejde.
2016-18
“Swim for Life” – et folkeoplysende svømmeprojekt
Mål: At lære gambiere at svømme og at oplyse befolkningen om vigtigheden af at lære at svømme.
År efter år har GAMES’ frivillige oplevet gambiske børn og voksne drukne på stranden lige uden for hotellet. Og da en sportsjournalist bakkede sin bil ud over kanten af færgen over Gambia-floden blev ideen til projektet født.
Resultat: Sammen med GAMES og GPU School of Journalism gik tre organisationer sammen om opgaven: Livredderne i Red Dolphin Lifeguard Association og atleterne i Gambia Swimming & Aquatic Sports Association tog sig af undervisningen, mens kollegaerne i The Sports Journalists Association of The Gambia (SJAG) tog sig af kommunikationen. Projektet blev det mest eksponerede nogen sinde, blev gentaget med et nyt hold børn året efter med nye fundere og gav GPU en ny status som ansvarlig civilsamfundsorganisation.
Funding: Spin-off fra Gambia Communicates, @LongLifeShorts og frivilligt arbejde.
2015-2017
Danske og gambiske landbrugsjournalister træner kollegaer
Mål: At uddanne 24 uuddannede lokalradio-journalister til at lave programmer for de lokale bønder.
Resultat: Som en opfølgning på det første projekt lavede ”Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister” og deres kollegaer i Network of Agricultural Communicators (NAC) et kursusforløb på halvandet år. 22 lokalradio-journalister bestod, og NAC blev styrket i arbejdet for at udvikle landbrugsjournalistikken til gavn for den fattige befolkning i landdistrikterne såvel som byboerne, der bliver bedre oplyst om bøndernes forhold.
Funding: 500.000 kr. fra CISU og frivilligt arbejde fra landbrugsjournalisterne.
2014-15
Gambia Communicates – for civilsamfundet
Mål: At styrke civilsamfundsorganisationerne i at spille en mere proaktiv rolle som fortalere, folkeoplysere og forkæmpere for demokrati og menneskerettigheder.
Resultat: Projektet blev lavet i samarbejde med TANGO (The Association of NGOs) og DJ Kommunikation/Dansk Journalistforbund. 38 medarbejdere i forskellige NGOer blev undervist på tre kurser – i web, dagsordensættende kommunikation og folkeoplysende kommunikation. Et netværk af interesserede NGO’er blev dannet og efterlyste både uddannelse og kurser.
Funding: 100.000 kr. fra Dansk Journalistforbund og DJ Kommunikation, suppleret af 100.000 fra GAMES’ projekt, foruden frivilligt arbejde.
2013-2014
Partnerskab for landbrugsjournalister
Mål: At udvikle relationerne mellem danske og gambiske landbrugsjournalister og at styrke de gambiske landbrugsjournalisters organisation, Network of Agricultural Communicators (NAC).
Resultat: Foreningen ”Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister” startede med fødselshjælp fra GAMES deres eget partnerskab i Gambia. Projektet kortlagde behov, lavede pilot-seminar om landbrugsjournalistik og støttede NAC’s strategi for udvikling af organisationen og landbrugsjournalistikken. De nye partnere udviklede sammen et nyt og større projekt.
Funding: 151.200 kr. fra CISU, frivilligt arbejde foruden en dobbelt-mission betalt af GAMES.
2012-2015
Media for Advocacy – Advocacy for Media
Mål: At lave et projektdokument for et nyt Training Institute for medier og kommunikation og at styrke GPU som fortaler for ytringsfrihed, offentlig aktindsigt og professionalisering af medierne.
Resultat: Projektet styrkede alliancen med civilsamfundet ved at udvikle et fælles programforslag til en medie- og kommunikationsuddannelse, som følger UNESCO’s model curriculum, og som udover grunduddannelse leverer skræddersyet efteruddannelse i journalistik og kommunikation. Målet blev overopfyldt, da GPU School of Journalism blev registreret som en social enterprise og officielt akkrediteret af det statslige Gambian Skills Qualification Framework. Det andet hold studerende var nu uddannet – og flere underviser selv i dag.
Funding: 2,9 millioner kr. fra CISU og frivilligt arbejde.
2009
July 17 Campaign for løsladelsen af the GPU 7
Mål: At få løsladt 7 kollegaer, der blev arresteret efter at have publiceret en pressemeddelelse, der krævede opklaring af kollega Chief Mannehs forsvinden.
Resultat: GAMES og GPU startede en international kampagne for frigivelsen af 3 medlemmer af GPU’s bestyrelse, 3 redaktører og en journalist. De seks første var efter en lang varetægtsfængsling blevet idømt 2 års fængsel og store bøder for bagvaskelse og undergravende virksomhed – men blev benådet af Jammeh efter 3-4 måneder, officielt som en religiøs gestus, reelt efter et hårdt internationalt pres. Kampagnen støttede også nogle af kollegaerne, der flygtede ud af landet. Præsidenten for GPU og flere bestyrelsesmedlemmer forblev i eksil i årene efter.
Funder: IMS og frivilligt arbejde
2008-2011
GPU-GAMES project: Media for Development – Development for Media
Mål: At opbygge ”A Forum of excellence” af professionelle reporters, som kan undervise andre, og at styrke GPU som fortaler for ytringsfrihed, medieret og medieudvikling.
Resultat: Med en ny 2-årig journalistuddannelse som omdrejningspunkt udviklede projektet ressourcerne til endnu større ambitioner – i form af trænere, projektledere og partnerskaber med civilsamfundet. 16-20 journalister blev uddannet, mens civilsamfundsorganisationerne leverede kilder, gæstelærere og cases. GPU flyttede til bedre lokaler og ansatte en direktør. 12 ud af 20 studerende gennemførte og bestod, 4 af dem blev ansat som undervisningsassistenter.
Funding: 1 million kr. fra CISU og frivilligt arbejde.
2008
GamPrint sikrer billigt avispapir gennem samarbejde
Mål: At styrke Editors’ Forum og avisernes samarbejde og at halvere deres papirudgifter.
Resultat: Det nystiftede Editors’ Forum pegede på det problem, at et privat monopol på import af avispapir pressede priserne op. Det ville de løse ved at samarbejde om import, oplagring og salg af papir – og søgte om penge til etablering og indkøb af et første lager af papir. GamPrint var en succes – indtil svage avisers ubetalte regninger gjorde det umuligt at importere mere avispapir.
Funding: IMS og frivilligt arbejde.
2007-08
GPU-GAMES første store projekt med CISU
Mål: At GPU har en effektiv organisation, der kan implementere projekter og udvikle nye projektforslag til nye partnere og donorer.
Resultat: Den 1 år lange ”Partnerskabsaktivitet” styrkede samarbejdet mellem GAMES og GPU konkret ved at implementere fem faglige kollega-til-kollega træninger på udvalgte gambiske medier inden for lay-out, fotografi, radio, journalistik og redaktionel ledelse. Projektet gjorde GAMES til en ”partner-on-the-ground”, styrkede GPU’s organisering af affiliates, bl.a. det nydannede Editors Forum.
Funding: 400.000 kr. fra CISU og frivilligt arbejde.
2006
Kurser i valgdækning
Mål: At give de politiske reportere i Gambia færdigheder i at dække det kommende valg kritisk og korrekt, så de både oplyser vælgerne og inddrager deres stemme i valgkampen.
Resultat: GAMES sendte undervisere til to kurser, som var forberedt i samarbejde med partnerne GPU, hollandske FreeVoice og danske IMS. Med de to kurser trådte GAMES i karakter som leverandør af skræddersyet, professionel træning – og de gambiske kollegaer lærte nye metoder til at dække valget uden at gå i direkte konfrontation med regimet.
Funding: FreeVoice, IMS og frivilligt arbejde.
2006
International koalition for pressefrihed
Mål: At lave en fælles strategi i kampen for pressefrihed i Gambia og støtte til de forfulgte kollegaer.
Resultat: GAMES deltog i en strategi-konference i Senegal sammen med GPU, International Media Support (IMS), Article 19, MFWA (Ghana), Media Rights Agenda (Nigeria), IFJ (Vestafrika) og en række andre. Samarbejdet var med til at sætte gang i flere retssager i både ECOWAS og den afrikanske menneskerettighedsdomstol – om Deyda Hydaras mord, om forfatningsstridige presselove og senest, da “Chief” Ebrima Manneh kort efter bortførtes af sikkerhedstjenesten NIA og ikke blev set siden. Chief Manneh var journalist på den regeringstro avis, Daily Observer, og en god ven af GAMES.
Funding: IMS og frivilligt arbejde.
2006
Kampagne for løsladelse af arresterede journalister
Mål: At skabe internationalt krav om løsladelsen af GPU’s nye præsident, Madi Ceesay, og andre arrestanter.
Resultat: GAMES advokerede både over for den danske regering og andre landes repræsentationer i Gambia, foruden en række internationale medieorganisationer, for løsladelsen af chefredaktøren af den netop lukkede avis, The Independent, Musa Seydikam, af avisens administrerende redaktør, Madi Ceesay, og andre, der blev arresteret efter dækningen af et påstået kupforsøg i Gambia. GAMES samarbejdede også med den gambiske civilsamfundsorganisation FLARE om kampagnen. Alle endte med at blive løsladt, nogle flygtede ud af landet.
Funding: Frivilligt arbejde.
2006
GAMES stiftes i marts
Mål: At støtte kollegaer og medier i Gambia
Resultat: En gruppe journalister og kommunikationsfolk stiftede foreningen. Flere af medlemmerne var ansatte på Journalisthøjskolen og tidligere studerende på den åbne uddannelse i ”Journalistik fra hele verden”, ligesom skolen blev institutionelt medlem.
Funding: Medlemskontingenter à 150 kr. – og masser af frivilligt arbejde
2005
Første advocacy mission
Mål: At støtte de gambiske kollegaer moralsk og sætte internationalt spotlight på deres kamp for at få mordet på Deyda Hydara opklaret.
Resultat: GAMES’ kommende næstformand, Elise Utke Schiøler, droppede julen med familien for at deltage i den første mindehøjtidelighed for den myrdede redaktør og tidligere formand for GPU, Deyda Hydara, der var blevet skudt ned på åben gade året før – uden regeringen gjorde noget for at opklare mordet. Vi blev den eneste internationale støtte – og det blev bemærket.
Funding: Lars Møller og frivilligt arbejde.
2005
Forberedende fact-finding mission
Mål: At kortlægge behov for og skabe legitimitet for en kollegial støtte-organisation: Gambia Media Support.
Resultat: I forbindelse med en studietur besøgte to danske journalister alle tænkelige medieorganisationer, fra Gambia Press Union til aviser, tv og radiostationer – der samstemmende bakkede op, pegede på GPU som partnerorganisation og anså træning som det behov, vi bedst kunne hjælpe med. En rapport kortlagde medielandskabet, delte viden med vore kommende partnere og satte ord på handlemulighederne.
Funding: Frivilligt arbejde.
2003-2004
Baggrund: Danske journalister I Gambia
Danmarks Journalisthøjskole havde i årene forinden arrangeret studieture til Gambia som en del af den åbne uddannelse i ”Journalistik fra hele verden”.
De studerende var typisk uddannede journalister, kommunikationsfolk og konsulenter, og kursuslederen var freelancejournalist, ekstern lektor og medlem af IMS’s bestyrelse, Lars Møller.
Rejseholdene besøgte bl.a. GPU, hvis daværende præsident, Demba A. Jawo, bad Lars Møller om hjælp til at skaffe funding for et 3 måneder langt journalistisk grundkursus. Det endte ad omveje til Paris med en støtte fra UNESCO.
Et hold besøgte også redaktøren på The Point, Deyda Hydara, tidligere præsident for GPU og en udtalt kritiker af regeringens restriktive presselove. Han blev myrdet året efter, den 14. december 2004.
Nyheder
-
Julegaveregn over de gambiske medier – Årets prisuddeling var en fest for god og modig journalistik
læs mere -
Stærkere ledelse og fællesskab: Sang Mendys vision for fremtiden
læs mereSang Mendy, leder af MAJaC, har skrevet en inspirerende hilsen om sine oplevelser på et kursus i Transformational Leadership. Kurset har givet ham nye indsigter i, hvordan han kan styrke sine kolleger og skabe positive forandringer i organisationen. Læs hans tanker om ledelse, tillid og fremtiden her.
-
CISU budskab gav deltagerne hjemmearbejde efter højskoleweekend
læs mereCISU brugte sin årlige højskoleweekend for medlemmerne til at løfte sløret for de kommende ændringer i tildelingsstrategier.