Ny medieplatform i Gambia
Gunvor med Yusef Taylor i Gambia, der er stifteren af det nye online medie Askanwi
Af Gunvor Bjerre
Askanwi betyder ’Folket’ på Wolof, et af de sprog, der tales i Gambia. Askanwi er også navnet på et nyt online medie, som netop har set dagens lys. En online-avis, der daglig bringer nyheder og kritisk journalistik om den politiske situation i Gambia.
Bag platformen står en aktiv yngre, uafhængig journalist, Yusef Taylor, som også står for et andet online-medie Gainako-News, der ikke bare bringer nyheder fra Gambia, men fra hele Afrika.
Gruppen bag Askanwi er en flok unge progressive journalister – og andre, der er levende interesseret i at holde politikerne i ørerne – og informere folket, askanwi, om, hvad der foregår i den futuristiske parlamentsbygning i Banjul (opført med lån fra – for en gangs skyld ikke Kina, men Indien).
Men hvem er denne Yusef Taylor?
I Gambia er han næsten bedre kendt under et andet navn, Flex Dan, som er det navn, han anvender på sin Gainako-platform (et øgenavn, han fik som ung, og som han nu bruger professionelt), men på Askanwi-platformen går han under sit eget navn.
Jeg lærte ham at kende under en studierejse til Gambia, hvor vi skulle stifte bekendtskab med den journalistiske situation i Gambia. I nogle dage fulgte jeg ham på hans hæsblæsende ture rundt i hovedstaden Banjul, hvor han dækkede konferencer, radioudsendelser, debatter i parlamentet og lavede interviews.
Han er ikke uddannet journalist, faktisk fik han sin uddannelse i London som civilingeniør, men lysten til at være med til at skabe det nye Gambia efter den diktatoriske præsident Yayah Jammeh’s exit i 2017, fik ham til at vende tilbage til sit fædreland.
På trods af sin manglende journalistiske uddannelse besidder han alle de kvalifikationer, som en god journalist skal have. I de dage, hvor jeg fulgte ham, oplevede jeg, hvordan han havde alle antenner ude, hvordan han kendte gud og hver mand, var dus med alle de progressive parlamentsmedlemmer, skabte nye kontakter, lavede nærgående interviews, lavede faktatjek – og selvfølgelig huskede han også at hive mobiltelefonen op og tage alle de fotos, der er uomgængelige på de sociale medier.
Jeg fulgte ham de dage i maj 2024, hvor diskussionen om genindførelse af kvindelig omskæring, FGM, var helt oppe at ringe. Jeg overværede radiodiskussioner, hvor ældre, traditionsbundne kvinder diskuterede med unge progressive, hvor der blev afholdt konferencer om, hvordan de religiøse grupperinger i Gambia skulle forholde sig til spørgsmålet og i parlamentet, hvor bølgerne gik højt.
Stort var chocket, da en 2. behandling af FGM spørgsmålet i parlamentet endte med en foreløbig vedtagelse (altså at genindføre kvindelig omskæring). Men nu kan man læse på det nye Askanwi, at en sundhedsrapport, udfærdiget af The Joint Commitee of Health and Gender konkluderede, at der ikke var nogen som helst sundheds- eller helbredsmæssig begrundelse for at foretage kvindelig omskæring. Dette fik afstemningstallene i parlamentet til at ende med en stor majoritet, der ønskede forbuddet mod omskæring bevaret.
Min private teori om, hvorfor afstemningen endte, som den gjorde i sidste ende er, at den rapport, man havde bestilt fra sundhedskommissionen (der konkluderede, at der ikke var nogen sundheds- eller helbredsgrunde til at udføre FGM) kunne være den undskyldning, der kunne få enderne til at mødes – altså et ”neutralt” indlæg på tværs af alle politiske, religiøse eller kulturelle ”skyttegrave”..
Alt hvad der rører sig på den politiske scene i Gambia, bliver gengivet på Yusefs online-platforme – for selvfølgelig er han til stede på både facebook, Linkedin, X, Youtube Instagram, TikTok – og samtidig med lanceringen af Askanwi har han også startet et radioprogram: Straight talk, hvor han interviewer politikere. I et land, hvor størstedelen stadig er analfabeter, er radio uomgængelig.
Respekt for den entusiasme og ildhu på low budget, men højt moralsk niveau.
Men indimellem alle hans gøremål fik vi også tid til at snakke privat, mens vi kørte afsted i hans ramponerede bil på Banjuls røde støvveje. Om livet og døden og de højeste ting, blandt andet hans ægteskabsproblemer.
Og så introducerede han mig i øvrigt til dejlig forfriskende baobab-saft.
Mere kritisk journalistik og flere stærke foreninger
Når man er projektleder som Marianne, kan man have en tendens til at nørde sig meget ned i projektdetaljer og glemme at løfte blikket og se på, hvad der ellers sker i og omkring MAJaC. Det er ikke så lidt. Faktisk er dette svært ikke at blive både forpustet og imponeret.
Read More
MAJaC klar med nye kurser
I mange år har MAJaC drømt om at kunne udvide sin undervisning til også at omfatte egentlige kurser i kommunikation, film/fotografi og digital design. Nu er det virkelighed. Med finansiering via projekt UPCIM har MAJaC været i stand til at udvikle tre nye fag.
Read More
Kvinderne og aktivisterne fik politikerne til at tænke sig om
I mange måneder var det usikkert om det ville lykkes at få parlamentet til at ændre holdning om omskæring af kvinder, men efter en stærk kampagne fra en masse civilsamfundsorganisationer, heriblandt anti-FGM-organisationerne, den kvindelige journalistforening WOJaG og mange, mange andre er det fortsat ulovligt i Gambia at omskære piger og kvinder.
Read More
Hans navn er Tijan, men mange danskere kender ham bedre som Tiger
Hans navn er Tijan, men folk heroppe kalder ham Tiger … Typisk dansk humor med en underforståelse, man skal være dansker for at forstå.
Read More
Tijan fik en ny taxa
Tijan var ovenud lykkelig, da han fandt sin nye bil. Der var ingen grænser for, hvor godt et køb, det var. Bilen havde tilhørt en hollænder, der var på vej hjem, så han var til at prutte med om prisen.
Read More
Skriv et svar